Tysk medie: »PSG kan komme an«
De tyske medier er fortrøstningsfulde på Bayern Münchens vegne forud for Champions League-finalen mod Paris Saint-Germain.
»PSG kan komme an.«
Sådan skrev det tyske sportsmedie Kicker umiddelbart efter Bayern Münchens 3-0-sejr onsdag aften over seneste sæsons nummer 7 i den franske Ligue 1, Olympique Lyon.
For 11. gang står Bayern München i en Champions League-finale, mens det bliver første gang for Paris Saint-Germain.
Bayerns semifinalesejr blev grundlagt på to mål i første halvleg af tyskernes kantspiller Serge Gnabry, der igen spillede en stærk kamp.
»Tak, Gnabry,« skriver tyske avis BILD kort og præcist i dagens avis.
Lyon overraskede mange ved at nå hele vejen til semifinalen, efter at de både slog Ronaldos Juventus og engelske Manchester City ud af turneringen. Der var derfor franske forhåbninger til holdet, der ellers generelt har haft en skuffende sæson.
»Slut på drømmen,« skrev den største franske avis, L’Equipe, efter kampen.
Finalen bliver også et opgør mellem en sprudlende Neymar og målmaskinen Robert Lewandowski. Sidstnævnte har indtil videre scoret hele 15 Champions League-mål i blot 9 kampe. Den polske angriber sad nemlig over i tyskernes sidste gruppekamp mod Tottenham, da tyskerne allerede havde sikret sig videre avancement.
Det er også angrebsstjernens flotte statistik, der er i fokus efter kampen på de sociale medier. Lewandowski er nu blot 2 mål fra at udligne Christiano Ronaldos rekord på 17 mål, som er den nuværende rekord for flest scorede mål af en enkelt spiller i samme Champions League-sæson.