Fortsæt til indhold
Sport

Økonomisk rod koster nedrykning

Wigans nedrykning til League One øger fokus på udenlandske klubejere.

Udenlandske ejere er et ømt punkt i engelsk topfodbold. De beskyldes blandt andet for at malke klubberne økonomisk, og nu har kritikerne fået endnu et skrækeksempel at henvise til. Onsdag rykkede Wigan nemlig endegyldigt ned i den tredjebedste række, League One, efter at have fået en appel afvist i en sag om rod i økonomien.

De økonomiske problemer betød, at Wigan, der vandt FA Cup i 2012/13, blev sat under administration den 1. juli og fik en pointstraf på 12 minuspoint.

En overraskende udvikling, da klubben blot få uger forinden havde fået nye ejere fra Hongkong. Selskabet afviste dog straks at støtte klubben økonomisk og mistænkes nu for at have satset penge på, at Wigan skulle rykke ned i en affære, der på sociale medier kaldes den »potentielt største sportsskandale i nyere tid«.

Den tidligere Wigan-ejer Stanley Choi, en professionel pokerspiller og virksomhedsejer inden for spillebranchen i Filippinerne, solgte i juni klubben til NLF, som blev grundlagt i januar og har base på Caymanøerne. Det er et selskab, som Stanley Choi selv styrede, indtil Wai Kay Au Yeung senest fik majoritet i selskabet og dermed blev ejer af Wigan.

Pointstraffen betød, at klubben på sidste spilledag måtte erkende, at den måtte rettens vej for at sikre overlevelse, efter Barnsley med en overraskende sejr over Brentford kravlede forbi Wigan i tabellen i bunden, selv om Wigan sluttede sæsonen med en god pointhøst.

Nu tvinges klubben fra det nordvestlige England til at sælge spillere for at være i stand til at betale lønninger i juli og august, siger administrator Gerald Krasner.

Uden pointstraffen ville Wigan være sluttet på en 13.-plads og dermed have sikret sig endnu en sæson i den næstbedste række.