NBA nærmer sig genopstart med nul positive coronatest
Ikke én ud af 346 spillere er testet positiv for coronavirus i verdens bedste basketball-liga, NBA.
Efter flere måneders coronapause er verdens bedste basketball-liga, NBA, så småt ved at være klar til at genoptage spillet.
Mandag oplyste ligaen, at ikke en eneste spiller er blevet testet positiv for coronavirus i den seneste runde af test. Det drejer sig om i alt 346 spillere, der er blevet testet siden den 13. juli.
- Hvis en spiller i fremtiden afleverer en positiv coronatest, vil han blive isoleret i henhold til NBA og spillerforeningens regler, skriver NBA i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
NBA blev i midten af marts sat på pause på grund af det omfattende udbrud af coronavirus, der har ramt USA hårdt.
I juni besluttede ligaen at genoptage spillet i et format, hvor alle kampe afvikles i ESPN Wide World of Sports ved Walt Disney World nær byen Orlando i den amerikanske delstat Florida
Det er kun de 22 tilbageværende hold, der enten er sikre på at ende i slutspillet eller kan kvalificere sig til det, der deltager.
Sæsonen står til at blive genoptaget 30. juli og til at slutte i oktober.
Blandt favoritterne til denne sæsons NBA-mesterskab er Milwaukee Bucks og Los Angeles Lakers. Det er de to hold, der hidtil har vundet flest kampe i henholdsvis Eastern Conference og Western Conference.
Bucks råder blandt andre over sidste sæsons mest værdifulde spiller, Giannis Antetokounmpo, mens Lakers anføres af superstjernen LeBron James.