Fortsæt til indhold
Sport

Et farvel til Europa kan få store konsekvenser for FCK

Det er ikke kun økonomien og selvforståelsen, der risikerer at lide skade, hvis FC København taber topopgøret mod AGF.

Det kan være svært at mærke presset, da anfører Carlos Zeca og holdkammeraterne drillende joker med hinanden på vej ud til fredagens træning i FC København.

»Situationen er jo, som den er, så nu glæder vi os bare. Mange af spillerne er vant til dette pres. Resten af dem får god træning i at kunne håndtere det,« siger Ståle Solbakken og smiler.

Det er ikke, fordi FCK-træneren eller hans spillere ignorerer alvoren inden søndagens hjemmekamp mod AGF foran op til 10.000 tilskuere. Tværtimod kalder Ståle Solbakken det for en »finale«:

»Det har en stor betydning i forhold til prestige, i forhold til vores muligheder i næste sæson, ja, i forhold til alting.«

Det ville betyde noget for klubbens omdømme, og på den korte bane ville FCK ikke længere kunne tiltrække de udenlandske profiler.
Morten Bruun, fodboldkommentator hos Discovery

Det handler nemlig ikke kun om de sølvmedaljer, som AGF kan nappe med en sejr over FCK med to runder tilbage af sæsonen. Andenpladsen vil også sikre en plads i europæisk fodbold, mens nummer tre skal kæmpe videre med vinderen af Europa League-playoffkampene, der enten kan blive AC Horsens, OB eller Randers FC.

Skidt for omdømmet

En plads i Europa er både essentiel for FCK’s selvforståelse som landets førende, internationale klub og for klubbens forretningsmodel. Samtidig kan det påvirke mulighederne for at generobre mesterskabet i næste sæson.

»Det ville betyde noget for klubbens omdømme, og på den korte bane ville FCK ikke længere kunne tiltrække de udenlandske profiler, der længe er blevet lokket til klubben på grund af udsigten til at spille europæisk fodbold,« siger Morten Bruun, fodboldkommentator for Discovery og tidligere superligaspiller.

Han har »i forvejen ikke en fornemmelse af, at FCK bare kommer bragende tilbage i næste sæson, som de ofte har gjort, når de har misset mesterskabet«.

Ståle Solbakken erkender, at sommerens transfervindue kan blive udfordrende. Han nævner først coronakrisens indflydelse på den globale fodboldøkonomi, inden han medgiver, at det kan blive svært at tiltrække nye profiler uden udsigt til europæisk fodbold:

»Selvfølgelig kan det få en indflydelse. Det ville ikke være godt«.

FC København har vundet det danske mesterskab i fodbold i fem af de seneste 10 sæsoner. I 2017 blev guldet bragt i hus på Farum Park, hvor træneren fik den traditionelle lufttur. Det skete den 5. maj efter 1-1 mod FC Nordsjælland. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Der kunne ellers godt være brug for forstærkninger til det hold, der efter nul sejre i de seneste fem kampe har mistet mesterskabet med 16 point op til FC Midtjylland. En sæson uden titler er uvant for landets dyreste trup.

»Deres mange skader har været en del af forklaringen, men nye spillere som Jens Stage og Mikkel Kaufmann har heller ikke overskud og klasse nok til at bære holdet endnu. Ansvaret har hængt for meget på enkelte spillere som Carlos Zeca og Rasmus Falk, og der har ikke været stor nok konkurrence om pladserne,« siger Morten Bruun.

Store sommersalg

Samtidig er der ikke udsigt til den sædvanlige gevinst i løbet af sommerens transfervindue. Udviklingen kulminerede ellers for et år siden med salgene af Denis Vavro til SS Lazio, Jesse Joronen til Brescia og Robert Skov til Hoffenheim, hvilket samlet indbragte næsten 190 mio. kr.

Netop kampene i europæisk fodbold påvirker den slags salg, for hvis en spiller gør det godt i f.eks. Europa League, vækker det interesse fra større klubber.

Et af klubbens mest oplagte salgsemner er den 21-årige angriber Jonas Wind, der dog har været skadet det meste af sæsonen. Omvendt har bl.a. den 19-årige angriber Mohamed Daramy og den to år ældre midterforsvarer Victor Nelsson efterladt et lovende aftryk.

»Jonas Wind kan skabe et stort salg i fremtiden, måske også Kalle Johnsson (målmand, red.) og Victor Nelsson, men lige nu tyder intet på, at det bliver en sommer med store salg for FCK,« siger Morten Bruun.

Uanset hvad er FCK sikret én europæisk kamp. Den 5. august tager københavnerne imod Istanbul Basaksehir i Europa League-ottendedelsfinalen. Hvis det lykkes at vende 1-0-nederlaget fra det første opgør, vil det udskyde sommerferien yderligere, mens en tredjeplads i ligaen kan føre til en entré allerede i første runde af Europa League-kvalifikationen den 27. august.

Ja, der er årsager nok til, at Ståle Solbakken og co. er presset til at vinde sølvduellen mod AGF, som FCK-træneren har stor respekt for.

»Det er et fysisk stærkt hold, der spiller meget direkte. De er gode på kontraangreb og stærke til at forsvare sig,« siger han.

Alligevel virker han rolig i forhold til at sikre sig pladsen i Europa, og han får opbakning af Morten Bruun:

»Kampen mod AGF bør være i FCK’s favør, og selv hvis det skulle gå galt, vil de jo være storfavoritter mod enten OB, Randers eller AC Horsens.«