En stor dansk weekend sluttede svingende

I toppen af Formel 1-hierarkiet blev der udkæmpet endnu en stor duel, mens en grel Ferrari-fejl vakte opsigt.

Artiklens øverste billede
Lewis Hamilton (midten) vandt søndagens Formel 1-grandprix, mens holdkammeraten Valtteri Bottas vandt en vigtig magtkamp for Mercedes. Foto: Joe Klamar/AFP

Det kunne virkelig være blevet en festlig dansk weekend i Østrig. Christian Lundgaard hentede karrierens første Formel 2-sejr, kort inden Formel 1-feltet indtog banen til årets andet grandprix søndag eftermiddag. Dagen inden havde den 18-årige Frederik Vesti triumferet i Formel 3.

En lovende start for Formel 1-køreren Kevin Magnussen endte med en efterfølgende deroute, og danskeren blev bl.a. overhalet af Haas-kollegaen Romain Grosjean. Danskeren kæmpede sig bravt sig tilbage og endte på en 12.-plads, én plads foran holdkammeraten.

Imens forsøgte Red Bull endnu en gang at udfordre Formel 1-magtmonopolet, indtil det endte som så mange gange før – med Mercedes på de to øverste pladser og den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton, som vinderen.

Det var den anden sejr i træk for Mercedes og 35. gang i træk, at Lewis Hamilton har hentet point i et grandprix.

Efter sin magtdemonstration på banen sendte Lewis Hamilton under sejrsceremonien en hilsen til Black Lives Matter-bevægelsen. Foto: Leonhard Foeger/Reuters

»Jeg har svigtet holdet«

I første omgang stjal Ferrari dog ufrivilligt opmærksomheden.

Det traditionsrige hold er blevet spået en svær sæson, og tilværelsen bliver ikke lettere, når der bliver begået den slags fejl, som Charles Leclerc leverede. Franskmanden skabte en kollision med holdkammeraten Sebastian Vettel i begyndelsen af løbet, og begge Ferrari-kørere måtte udgå. En stor nedtur for Charles Leclerc, der blev nummer to i årets første grandprix.

»Jeg er skuffet over mig selv. Det var på ingen måde Sebs skyld. Jeg har svigtet hele holdet, efter at alle har knoklet hele ugen for at forbedre bilen,« skrev Charles Leclerc efterfølgende på Twitter.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Det var den kollision, der også endte med at beskadige Kevin Magnussens bil. Danskeren havde efterfølgende svært ved at vurdere, hvilken betydning det havde haft for hans chancer i løbet. Han konstaterede dog, at hans bil blev ramt på siden, og »det bliver den jo ikke ligefrem bedre af«.

Derudover havde Kevin Magnussen ellers rosende ord tilovers for Haas-bilen, der er blevet forbedret i forhold til sidste år, mener han:

»Balancen var god, og dækkene var det. Igen var det et bevis på, hvad der er ændret siden sidste år. Vi kørte langt på det første sæt dæk og havde god fart på det andet også,« sagde Kevin Magnussen til Viaplay.

I store dele af løbet lå Kevin Magnussen og teamkammerat Romain Grosjean hjul ved hjul og skiftede position flere gange. Her er danskeren foran ligesom på resultattavlen; Magnussen blev nr. 12, Grosjean nr. 13. Foto: Darko Bandic/Reuters

»Lidt kedeligt«

Mens danskeren kæmpede sig tilbage i løbet, kilede Red Bulls Max Verstappen sig ind på andenpladsen mellem Lewis Hamilton og Mercedes-holdkammeraten Valtteri Bottas, der vandt årets første grandprix.

I løbets afsluttende fase udkæmpede Max Verstappen og Valtteri Bottas en tæt duel, hvor Max Verstappen heroisk forsøgte at bevare sin andenplads, inden han måtte kapitulere og stille sig tilfreds med tredjepladsen.

Efterfølgende erkendte Red Bull-profilen, at Mercedes bare er hurtigere end konkurrenterne i øjeblikket.

»Jeg prøvede at gøre det svært for ham (Valtteri Bottas, red.), selv om jeg vidste, at han ville slippe forbi mig på et eller andet tidspunkt. Men i det mindste var det sjovt, mens resten af løbet var ret kedeligt. Det er godt at ende på podiet, men der er stadig meget arbejde, der venter for os,« sagde Max Verstappen i det officielle interview efter løbet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen