Fortsæt til indhold
Sport

Danskerne fortsætter med coronatræning

En undersøgelse fra IDAN viser, at 22 pct. af de danskere, som er begyndt at hjemmetræne, vil fortsætte efter genåbningen. Hos DGI tror man ikke, at det får en negativ betydning for foreningslivet.

Da Danmark lukkede ned pga. coronavirussen, blev der samtidig sat en stopper for foreningssport, men mange af de aktive begyndte i stedet at dyrke sport hjemme såsom løb, at følge træningsvideoer på nettet eller få rørt kroppen på indkøbte motionsmaskiner.

En undersøgelse lavet af Idrættens Analyseinstitut (IDAN) viser nu, at 22 pct. af disse vil fortsætte hjemmetræningen, samtidig med at de vender tilbage til deres oprindelige idrætsgrene.

Det er især i aldersgruppen 18-39-årige, at hjemmetræningen er populær, hvor 53 pct. af dem, som er begyndt at hjemmetræne efter nedlukningen, planlægger at fortsætte.

Hos DGI er man dog ikke bekymret for, at hjemmetræningen skal overtage foreningernes rolle med at holde danskerne idrætsaktive.

»Jeg ser det ikke som en trussel. Jeg tror ikke, at hjemmetræning kommer til at erstatte foreningerne og det at være fysisk sammen med sine holdkammerater,« siger landsformand Charlotte Bach Thomassen

Et glimrende supplement

Tidligere undersøgelser om motionsvaner under coronakrisen har nemlig vist, at foreningslivet har en stor betydning for danskerne motionsvaner.

»Vi har kunnet se, at 40 pct. af danskerne er stoppet med at dyrke idræt efter nedlukningen, netop fordi de ikke har haft fællesskabet og foreningerne. Jeg tror, at der skal rigtigt meget til, før de udelukkende begynder at træne derhjemme,« siger Charlotte Bach Thomassen.

Udover ting som løb, og andre træninger uden instruktion, viser undersøgelsen, at træningsapps, hjemmesider og streaming af livetræning eller træningsvideoer er nogle af de metoder, som bliver brugt til hjemmetræning. Flere foreninger er også gået den digitale vej for at holde kontakten med medlemmer.

»Vi har set innovation og kreativitet hos vores foreninger, som jeg håber og tror, at de vil bevare i et eller andet omfang,« siger Charlotte Bach Andersen.

Hun håber, at den øgede brug af teknologi inden for foreningslivet og idræt generelt kan være med til at give mere fleksibilitet til motionisterne.

»Vi skal holde fast i den digitalisering, som vi har set de seneste måneder i idrættens verden. Jeg tror, at det er et glimrende supplement til det fysiske fremmøde.«

Artiklens emner
DGI