Fakta: De nye retningslinjer for udendørssport
Nærkampe er tilladt ved udendørssport. Det fremgår af de nye retningslinjer, som Kulturministeriet har lavet.
Retningslinjerne for udendørs idrætsaktiviteter er onsdag blevet opdateret.
Her er et udpluk af de nye retningslinjerne:
- Udendørs idræt med kropskontakt er tilladt, hvis der er tale om sporadisk kropskontakt. Opfordringen er at minimere andelen af træningstid med kropskontakt, særligt ansigt-til-ansigt-kontakt. Det forudsættes, at der er ekstra stor opmærksomhed på de øvrige anbefalinger, særligt ved hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte.
- Udendørs idrætter med kropskontakt kan udelukkende igangsætte træningsrelaterede aktiviteter - der må således ikke arrangeres turneringer, stævner og lignende på tværs af foreninger eller i egen forening.
- De nye retningslinjer gør det muligt at lave spilrelaterede træningsøvelser, hvor der for eksempel indgår nærkampe i fodbold, håndbold, basketball eller andre boldspil.
- Der må bruges fælles bolde i den udendørs idræt. Bolde og øvrige kontaktpunkter som redskaber, mål og kegler skal rengøres ofte og afsprittes før og efter aktivitet samt så hyppigt som muligt under aktiviteten.
- Udendørs idrætter uden kropskontakt kan genoptage turneringsvirksomhed, hvis forsamlingsforbud og de generelle sundhedsmæssige anbefalinger kan efterleves på forsvarlig vis. Det gælder for eksempel tennis, ridning og sejlsport.
- Redskaber, der normalt bruges til indendørs sport må ikke rykkes med udenfor. For eksempel madrasser brugt i springgymnastik eller kampsport.
- Klassiske indendørsidrætter kan etablere udendørs aktiviteter, hvis der kan stilles faciliteter til rådighed. Aktiviteterne kan kun være træningsrelaterede, og aktiviteterne organiseres uden kropskontakt. Det gælder eksempelvis springgymnastik.
- Kampsportsaktiviteter og dans kan dyrkes udendørs uden kropskontakt, hvis de generelle sundhedsmæssige retningslinjer, afstandskrav og forsamlingsforbud kan efterleves på forsvarlig vis.
- Forsamlingsloftet på maksimalt ti personer per bane gælder fortsat. En bane defineres som et optegnet eller på anden måde afmærket område. Det anbefales, at der er mindst to meter mellem hver bane.
- Deltagerne til aktiviteterne skal straks ved ankomst til idrætsfaciliteten placere sig i den gruppe, som de deltager i under aktiviteten. Deltagere må ikke skifte mellem forskellige grupper under aktiviteten.
- Deltagerne skal komme omklædte og forlade idrætsfaciliteten straks efter træning. Sociale sammenkomster i forbindelse med idrætsaktiviteter frarådes.
Kilder: Kulturministeriet, DIF og DGI.