OL-udsættelse giver koks i uddannelser for de bedste atleter
Hver fjerde Team Danmark-støttede OL-kandidat får problemer, efter at OL er blevet skubbet til næste år.
Næsten hver fjerde af de cirka 120 OL-kandidater med Team Danmark-støtte løber ind i problemer med deres uddannelser, efter at OL er blevet udsat til sommeren 2021.
Team Danmark anslår, at et sted mellem 30 og 40 OL-atleter bliver berørt af udsættelsen, forstået på den måde, at de skal forlænge deres uddannelse, skubbe studiestart et år eller tackle andre logistiske udfordringer.
Det er en hovedpine for atleterne, men også for Team Danmark.
»Vi betaler en månedlig ydelse svarende til et SU-klip til de pågældende atleter, som nu skal have den støtte i ekstra lang tid,« siger Lone Hansen, direktør i Team Danmark, som nu skal have en dialog med uddannelsesinstitutionerne og internt have fundet økonomien.
Mens mange andre lande friholder deres topatleter fra uddannelse og arbejde, er kravene anderledes i Danmark.
»Vi føler, at det er vigtigt at skabe atleter, der har flere muligheder. De skal ikke kun udmærke sig i medaljejagten, men skal også uddanne sig til at tage et ansvar i samfundet. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at den holdning skaber kloge atleter, der foretager gode og rigtige valg. Blandt andet derfor ser vi sjældent doping i dansk idræt eller snyd i en målestok som i andre nationer. Det kan i høj grad tilskrives den omstændighed, at de bliver bedt om at forholde sig til hele deres liv, til andre mennesker og til samfundet uden for idrætten,« forklarer Lone Hansen.
Større fristelse
Fra hendes stol er det ret logisk at holde fast i, at eliteidrætsudøverne skal passe to karriere sideløbende.
»Hvis man får en skade og føler, at idræt er ens hele liv, er jeg overbevist om, at man vil gøre meget mere for at komme hurtigt – og nogle gange for hurtigt – tilbage, og så er fristelsen alt andet lige større til at skyde genvej ved at snyde med doping eller til at presse sig selv og potentielt smadre kroppen. Nu koncentrerer man sig i stedet om semestret på tandlægehøjskolen eller på lærlingetiden som tømrer, og så risikerer man ikke så let at gå helt i sort,« siger Team Danmark-direktøren, der ikke mener, at atleterne er udsat for et voldsomt pres.
»Sådan beskriver de det ikke selv. De er vant til at gøre deres bedste og gøre det under pres, og de kan bruge de meget forskellige erfaringer til at blive bedre i begge verdener. I stedet for at presse dem giver det danske fokus dem tværtimod ro i maven, for de får noget at arbejde videre med efter karrieren,« siger Lone Hansen.