Fortsæt til indhold
Sport

Skrivebordsbeslutning gør Bakken Bears til mestre

Danmarks Basketball Forbund har besluttet at afslutte sæsonens mesterskab, hvilket har gjort Bakken Bears til danske mestre for 18. gang.

Årets danske mestre i Basketligaen er Bakken Bears. Det er udmeldingen fra Danmarks Basketball Forbund, som har besluttet at mesterskabet skal gå til det højst placeret hold ved afbrydelsen af sæsonen, som skete på grund af coronakrisen. Bakken Bears havde på det tidspunkt 20 sejre i 23 kampe, og kan nu derforkalde sig danske mestre for 18. gang. At mesterskabet i år blev afgjort på en anden måde end sædvanligt, kunne også ses på fejringen, fortæller sportsdirektør Michael Piloz.

»Denne gang fejrede jeg mesterskabet, mens jeg sad i et konferenceopkald, en halv time efter jeg havde fået nyheden. Sådan har jeg aldrig fejret et mesterskab før, champagneflaske emojis er det vildeste det er blevet til.«

Selvom den danske sæson nu er afsluttet, har Bakken Bears stadig semifinalerne i FIBA Europe Cup at se frem til. De fremtidige kampe er også noget Michael Piloz håber kan være attraktive, når potentielt fremtidige spillere skal vurdere klubben.

»At Europa-cuppen først skal spilles til efteråret, kan måske give os en lille fordel, når vi skal ud og rekruttere. At de kampe står og venter på os, er der nok flere spillere, der kan se som en fordel.«

Anden- og tredjepladserne er også tildelt ved forbundets skrivebord. Placeringen er gået til henholdsvis Randers Cimbria og Horsens IC.