Fortsæt til indhold
Sport

Tomrum i dansk tennis: De kan forhåbentlig løfte arven efter mig

Den 17-årige Clara Tauson skal føres langsomt frem, lyder det fra en tennislegende, der træner hende i Belgien.

Melbourne

Hvad nu med dansk tennis?

Når verdensranglisten bliver opdateret næste gang, vil Caroline Wozniacki ligge omkring nummer 33, men det er et ligegyldigt tal på en liste, fordi placeringen skal ikke bruges til noget.

Hun er færdig med karrieren.

I stedet ligger fremtiden for dansk tennis hos de helt unge spiller, hvis man spørger Caroline Wozniacki.

»Jeg håber, jeg kan inspirere en masse unge spillere til at gå efter deres drømme og tro på, at alt er muligt. Vi har to gode juniorspillere lige nu, som allerede har markeret sig, en dreng og en pige. De kan forhåbentlig løfte arven efter mig,« siger Caroline Wozniacki.

Hun kunne godt have fået et wildcard til kvalifikationsturneringen hernede og forsøgt at spille sig ind i hovedturneringen. Men vi vil gerne tage det roligt.
Justine Henin, tidligere seksdobbelt grand slam-vinder

Nummer 271 i verden

Hun taler om den 16-årige Holger Rune, der vandt French Open for juniorspillere i 2019, og den 17-årige Clara Tauson, der vandt junior-Australian Open for et år siden.

Lige nu er det bedste bud på en kommende dansk topspiller Clara Tauson, der for alvor vil kaste sig over seniortennis, og lige nu er hun placeret som nummer 271 i verden.

»Hun har lavet gode resultater, og hun rammer bolden virkelig godt. Jeg håber, at hun kan tage næste skridt og komme op på WTA-touren og gøre det godt,« siger Caroline Wozniacki.

Hverken Holger Rune (nr. 1.005 i verden) eller Clara Tauson har deltaget i dette års Australian Open på seniorniveau. De to spillere er ikke højt nok rangeret på verdensranglisten til at komme med i kvalifikationsturneringen.

Kunne have fået en plads

Men Clara Tauson kunne, med sin placering og som tidligere vinder af junior-turneringen, godt have fået en plads i kvalifikationen.

Clara Tauson træner til daglig i Belgien på et akademi ejet af den tidligere topspiller Justine Henin. Arkivfoto: Mark Schiefelbein/AP

Det fortæller den tidligere topspiller Justine Henin, der har vundet seks grand slam-titler i karrieren. Hun driver et tennisakademi i Belgien, og her er Clara Tauson blevet tilknyttet.

»Hun kunne godt have fået et wildcard til kvalifikationsturneringen hernede og forsøgt at spille sig ind i hovedturneringen. Men vi vil gerne tage det roligt. Hun er i gang med overgangen fra junior til senior, og vi ønsker ikke, at det går for hurtigt,« siger Justine Henin.

Skal bevise noget i mindre turneringer

Clara Tausons seneste turnering var i oktober i Kina, og det var en såkaldt ITF-turnering, som er på et lavere niveau end WTA Touren. Og det er i første omgang på det niveau, den unge danske spiller skal konkurrere i det kommende år.

»Hun skal bevise noget i de mindre turneringer. Hun kan stadig forbedre sig meget. Det er en proces, som vi er i gang med,« siger Justine Henin.

Justine Henin vandt seks grand slam-titler i sin karriere. Arkivfoto: Tim Wimborne/Reuters

Når Clara Tauson ikke spiller turneringer, træner og bor hun ofte på Justine Henins akademi i Belgien. Der er 9 indendørs baner og 10 udendørs baner, så der kan trænes uanset vejret.

En række topspillere som Elina Svitolina, Daniela Hantuchova, Yanina Wickmayer, Monica Puig og Dayana Yastremska har været tilknyttet akademiet.

Nu er det Clara Tausons tur.

Fysisk har hun meget at nå

»Jeg trænede med hende lige inden jeg skulle til Australien. Hun har mange kvaliteter. Måden hun rammer bolden på er meget imponerende. Timingen er god, og hun har gode hænder. Men vi vil gerne udvikle hende og gøre hende til en mere komplet tennisspiller. Fysisk har hun også meget at nå endnu, og hun skal forbedre sit benarbejde på banen. Men hun har bevist sig som juniorspiller, og det er et navn, som vi kommer til at se på touren,« siger Justine Henin.

Den 36-årige Frederik Løchte Nielsen deltog også i Australian Open i herredouble, men blev slået ud i første runde.