Fortsæt til indhold
Sport

Dansk dansepar har udbygget rekord med niende VM-guld

Danseparret Bjørn Bitsch og Ashli Williamson vandt lørdag aften VM-guld i Tyskland i disciplinen showdance.

/ritzau/

Det danske dansepar Bjørn Bitsch og Ashli Williamson har tilsyneladende tænkt sig at slutte af med manér.

Lørdag hentede parret endnu mere VM-hæder, da det blev til en ny VM-guldmedalje.

Det skete i turneringen VM i showdance i Dresden i Tyskland.

Dermed nåede 35-årige Bjørn Bitsch og 34-årige Ashli Williamson op på hele ni VM-guldmedaljer.

Bjørn Bitsch og Ashli Williamson meddelte for nylig, at de efter 17 år har besluttet sig for at stoppe karrieren.

Den sidste turnering bliver således VM i 10 Dans, som finder sted 9. november i Portugal, hvorefter det er helt slut.

Tidligere har parret kommenteret årsagen til at indstille karrieren:

- Det er en kombination af, at det føles rigtigt, og at vi har opnået alt det, vi har sat os for. Vi er i vores livs form og er fuldstændig flyvende, og vi kunne godt træne de næste ti år, men vi vil gerne stoppe på toppen og levere den bedste præstation helt til slut, sagde Bjørn Bitsch for nylig til TV2 Sport.

Når dansekarrieren indstilles, så er planen, at parret fortsætter med at undervise og muligvis bliver internationale dommere.

Artiklens emner
Dans