Brite får fire år mere som international atletikpræsident
Sebastian Coe blev uden modkandidat genvalgt som præsident for Det Internationale Atletikforbund.
Briten Sebastian Coe skal også stå i spidsen for Det Internationale Atletikforbund (IAAF) i de kommende fire år.
Onsdag blev han genvalgt på en IAAF-kongres i Doha to dage før åbningen af atletik-VM samme sted. Genvalget er på ingen måde overraskende, da 62-årige Coe ikke havde nogen modkandidat.
Han har været præsident for IAAF siden 2015, hvor han efterfulgte korruptionsanklagede Lamine Diack, der sad på posten i 16 år. Coe var IAAF-vicepræsident i otte år, inden han steg i rang.
En af britens vigtigste opgaver har været IAAF’s kamp mod Rusland, efter en tysk dokumentar afslørede et statskontrolleret dopingprogram i russisk sport.
Atletikforbundet har været blandt de mest konsekvente forbund og udelukkede russiske atletikudøvere fra at deltage ved OL i Rio under russisk flag. IAAF har stadig Rusland på sin sorte liste, og Rusland er udelukket fra det kommende VM i Doha.
Sagen har dog også været tæt på at spænde ben for atletikpræsidenten.
I april endte han med at blive frifundet af IAAF’s egen etiske komité. Han var beskyldt for at have vildledt det britiske parlament på spørgsmål om korruption og doping i russisk sport tilbage i 2015.
Ifølge en BBC-dokumentar var Coe blevet advaret om de russiske dopingproblemer, før sagen brød ud i offentligheden.
Som et led i kampen mod doping og korruption etablerede Coe Atletikkens Integritetsenhed under IAAF i 2017.
Sebastian Coe er selv tidligere atletikudøver på højeste niveau.
Ved OL i Moskva i 1980 og ved legene i Los Angeles i 1984 vandt han olympisk guld i 1500-meterløb, mens han begge steder tog sølv i 800-meterløb.