Hård kritik af politiets indsats imod doping: Sagerne ender i vindueskarmen
Politiet efterforsker ikke navngivne bagmænd, lyder kritikken fra Anti Doping Danmark
Politiet gør slet ikke nok for at stoppe de bagmænd, der står for salg af de forbudte anabole steroider, som bruges til den såkaldte motionsdoping. Sådan lyder kritikken fra Anti Doping Danmark (ADD), der står for at teste for de ulovlige stoffer i landets fitnesscentre. Direktøren for ADD mener, at det i dag i Danmark er alt for let at få fat i stofferne, og det skyldes blandt andet politiets manglende indsats.
»Jeg synes ikke, at politiets indsats på dette område er særligt imponerende. Vi må konstatere, at vi har flere eksempler på, at vi afleverer efterforskningsoplæg til politiet, som af den ene eller anden årsag ender i vindueskarmen, fordi der er andre prioriteter. Det er frustrerende,« siger Michael Ask.
Han fortæller, at ADD i flere tilfælde har informeret politiet om navngivne bagmænd, som organiserer salget af de forbudte stoffer. Det er en lovovertrædelse, der kan give op til seks års fængsel. Men ifølge Michael Ask gør politiet alligevel ikke noget.
»Vi har eksempler, hvor vi har fået informationer om bagmænd, som distribuerer disse stoffer i stort omfang. Det er ikke bare en, der står og sælger lidt, fordi det ved vi godt, at politiet ikke gør noget ved. Vi taler om helt store sager med organiseret salg og distribution, muligvis også med et lager, hvor tingene bliver produceret. Men politiet tager ikke hånd om disse sager,« siger Michael Ask
Hvordan ved du, at politiet ikke gør noget?
»Det ved vi, fordi vi spørger til det i de politikredse, vi afleverer det til. Ofte får vi det svar, at de gerne vil kigge på det, men at de prioriterer andre sager. Det er sådan set ikke uvilje, som jeg oplever det, men et udtryk for, at der åbenbart er ting, som der er mere fokus på hos politiet,« siger Michael Ask.
Politiet erkender, at det ikke har efterforsket alle de sager, som ADD har afleveret.
»Køb og salg af doping er et område, som politiet har fokus på. Der pågår, også inden for dette område, en konstant prioritering af opgaverne i forhold til øvrige politiopgaver. Derfor opstår de situationer, som Anti Doping Danmark henviser til, hvor de har afleveret efterforskningsoplæg til politiet, som ikke har resulteret i efterforskninger,« siger Søren Have Enevoldsen, der er vicepolitiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter under Rigspolitiet.
Kritikken rejses i forbindelse med offentliggørelsen af en ny dansk undersøgelse, der påviser, at mænd, der har indtaget anabole steroider, får ni gange flere fængselsdomme, end tilsvarende mænd i samme aldersgruppe.