Fyret træner: »Jeg er ikke bitter, jeg kender spillet«

10 dage før første skæbnekamp om overlevelse i Superligaen har Vendsyssel fyret sin træner. Det er det ottende trænerskifte i ligaen i denne sæson.

Artiklens øverste billede
Sidste kamp: Jens Berthel Askou og Vendsyssel tabte 0-1 i Horsens søndag, og mandag blev han fyret. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Om halvanden uge skal Vendsyssel op mod enten Fremad Amager, Lyngby eller Næstved i to kampe om at blive i Superligaen. Men det bliver uden Jens Berthel Askou og hans assistent Mike Tullberg på sidelinjen.

Oprykkerne fra Nordjylland valgte mandag morgen, dagen efter at holdet samlet set tabte til AC Horsens i kampen om at blive i rækken, at fyre træneren og hans håndlanger.

»Jeg er ikke bitter, for jeg kender spillet. Klubben har ikke været tilfreds med, at vi ikke har vundet nok. Jeg synes, vi er kommet rigtigt langt, selv om vi har haft masser af udfordringer med ny sportsdirektør og 15-16 nye spillere i denne sæson. Så vi mener, vi har flyttet os sindssygt meget. Men jeg er sikker på, at spillerne nok skal sørge for, at Vendsyssel sikrer sig en ny sæson i Superligaen,« siger Jens Berthel Askou, som for snart halvandet år siden kom til klubben og sikrede en temmelig overraskende oprykning.

Udefra set kan timingen forekomme mærkværdig.

»Jeg kan kun gisne om, hvorfor det sker lige nu. Jeg ærgrer mig over, at vi ikke får lov til at gøre tingene færdigt, og det kan undre mig, at vi ikke gør det sammen. Men jeg er stensikker på, at det vil lykkes. Jeg synes jo, vi har gjort det over al forventning, men der er sket et skred til, at det pludselig ikke har været godt nok, at vi ikke har reddet os for længst. Vi har i denne sæson besejret både Brøndby og FC København og slået AaB to gange, og det har måske været svært for nogle i klubben at forstå, at vi ikke automatisk har kunnet vinde over hold fra den anden ende af tabellen,« siger han og tilføjer:

»Forudsætningerne har på den måde ændret sig, måske handler det om, at vi ikke har afstemt forventningerne godt nok.«

Vendsyssel var i vinter igennem et rodet forløb, da man ansatte Glen Riddersholm som sportsdirektør, hvorefter Riddersholm efter kort tid sagde ja til at blive træner i Sønderjyske. Siden er Ole Nielsen blevet ansat som sportsdirektør.

»I det seneste halvandet år har vi i spillertruppen og organisationen i klubben taget imod op mod 50 nye og stadig skabt fremgang, og det er vi stolte af. Vi har ikke som oprykkere tabt to kampe i træk og vi har ikke på noget tidspunkt ligget sidst i tabellen og ikke tabt en eneste kamp med mere end tre mål,« siger Jens Berthel Askou.

I foråret har oprykkerne dog kun vundet en enkelt fodboldkamp af 15, og det har resulteret i, at Vendsyssel skal op mod nummer tre fra 1. division for at sikre en ny sæson, som var det store mål forud for sæsonen.

Vendsyssels sportsdirektør Ole Nielsen (t.h) talte i går i Horsens med Lars Søndergaard, træner for kvindelandsholdet. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Mens Jens Berthel Askou ikke har et job på hånden, fortsætter hans assistent, Mike Tullberg, efter sommer i et job som træner for Borussia Dortmunds Bundesliga-reserver i den tyske regionalliga.

Vendsyssel ventes mandag at udpege en ny cheftræner i klubben.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen