Fortsæt til indhold
Sport

Pokalhelten vandt for sin afdøde bror: »Da min familie kom løbende ind på banen med tårer i øjnene, kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage«

Jesper Hansen - pokalhelten fra FC Midtjylland - dedikerede sejren til sin bror, der er omkommet i en trafikulykke. Det var svært at spille kampen, indrømmede FC Midtjylland-målmanden.

Selv himlen græd med, da Jesper Hansen endelig gav efter for sine følelser og dannede en grådkvalt rundkreds sammen med sin nærmeste familie.

Den 34-årige FC Midtjylland-målmand var netop blevet helten i pokalfinalen, som hans hold vandt over Brøndby IF efter en straffesparkskonkurrence, hvor Jesper Hansen nappede to straffespark.

Men det var ikke kun derfor, at holdkammeraterne gik rundt og tørrede en tåre væk fra kinden. For en uge siden mistede Jesper Hansen sin lillebror i en trafikulykke, men alligevel valgte han at stille op til fredagens pokalfinale.

»Da min familie kom løbende ind på banen med tårer i øjnene, kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage. Det har været hårdt, og jeg ved, at der kommer afsindigt hårde perioder. Det kommer nogle gange i glimt, og nogle gange kommer det i længere tid, og sådan har det været i hele ugen op til kampen. Men jeg har brugt tiden på banen og sammen med mine holdkammerater til at komme videre. Det er ikke, fordi jeg skal stå og spille stærk - men det er inde på banen, at jeg kan bearbejde sorgen og vinde noget for ham,« sagde han efter kampen.

På hans trøje stod der en hilsen til hans bror, og bag de rolige øjne lurede følelserne.

»Lige nu er det med min lillebror i tankerne, og han var selvfølgelig også med mig i kampen. Det har været voldsomt emotionelt hele vejen igennem, og jeg har haft et billede af, at vi ville stå med pokalen efter kampen og havde vundet den for ham. Det kunne ikke være skrevet bedre, end at vi vandt i straffesparkskonkurrencen, hvor jeg reddede et par stykker,« sagde Jesper Hansen.

Han takkede sine holdkammerater og gav dem æren for, at han kunne kæmpe sig gennem kampen.

Samtidig var han »dybt taknemmelig« for alle de hilsener, han har fået på de sociale medier og støtten fra Brøndby-fansene inden opgøret, hvor Jesper Hansen blev klappet på banen af hele stadionet.

Han indrømmede, at det havde været svært at gå ind til kampen, som han havde besluttet sig for at gøre allerede mandag:

»Jeg må være ærlig og sige, at det har været nogle lange timer på hotellet op til kampen, og inden kampen kørte der alle mulige tanker rundt i hovedet. Under kampen vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg følte; der var lidt tomt på en måde. Men jeg havde min bror med mig, og jeg ville gøre det for ham. Min lillebror ville også have sagt til mig, at jeg skulle spille den skide finale,« sagde han med et smil.

Under kampen blev han bl.a. tiljublet af Kian Hansen efter forsvarsspillerens mål til 1-0.

»Jeg ville bare fejre det sammen med ham. At han kan spille sådan en kamp efter alt det, han har været igennem, er helt fantastisk,« sagde Kian Hansen, der også blev bakket op af FC Midtjyllands direktør, Claus Steinlein:

»Man kunne mærke det på alle - fansene, spillerne, Jesper og hans familie. Det betød noget for os alle sammen. Det har berørt os allesammen enormt meget, og det har ramt en familieklub som os rigtig hårdt. Det er ikke bare en kollega, men et familiemedlem, vi har mistet. Jeg græd selv, da jeg stod på banen, og jeg kunne se, da vi lå i jubelbunken, at der var rigtig mange, der havde våde øjne. Og det var ikke kun på grund af sejren - det var fordi, at Jesper var blevet helten«.