»Mock, you made it, baby!«
Boksningen blev Lolenga Mocks vej til overlevelse. Først som den afrikanske modstander uden navn. Nu er aarhusianeren i leopardskindet blevet verdensmester som 47-årig, og han har tænkt sig at fortsætte med at lade næverne tale.
Boksetræner Ivor de Lima vil ikke lægge håndbindene om sin bokser Lolenga Mocks hænder for tidligt, så han sidder på sin sorte klapstol og venter. Kampen starter om to timer.
Den 79-årige træner har allerede lagt sin taske med gazebind, saks og tape på træbænken i det lille omklædningsrum for enden af gangen i Viby Hallen, Aarhus. 10 stykker tape dingler…