Fortsæt til indhold
Sport

Anklage: Svømmeunion brød aftale – kunne have tabt millioner i støtte

Ifølge en tidligere Team Danmark-direktør har Dansk Svømmeunion gentagne gange brudt samarbejdsaftale i affæren om offentlige vejninger af elitesvømmere.

Dansk Svømmeunion bliver udsat for ny kritik i sagen om offentlig vejning af elitesvømmere, der har klaget over en uacceptabel og usund træningskultur.

Den tidligere Team Danmark-direktør Michael Andersen beskylder Dansk Svømmeunion for »i flere tilfælde« at have overtrådt en afgørende samarbejdsaftale mellem parterne.

Det kunne ifølge Michael Andersen have kostet Dansk Svømmeunion den årlige Team Danmark-støtte på op til 8 mio. kr., der er gjort afhængig af en overholdelse af samarbejdsaftalen mellem de enkelte specialforbund og Team Danmark.

Jeg var den øverst ansvarlige, og det ansvar påtager jeg mig.
Michael Andersen, tidligere direktør i Team Danmark

»Hvis man overtræder aftalen, får man i første omgang en skriftlig advarsel, og hvis det gentager sig, kan specialforbundet få frataget støtten. Når jeg kigger på sagens akter i dag, er jeg ikke i tvivl om, at Dansk Svømmeunion burde have fået en skriftlig advarsel i 2010, og så ville de nok have tænkt sig rigtig godt om,« siger han.

Fralægger sig ansvar?

Aftalen mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion indebærer, at en styregruppe bestående af bl.a. Team Danmark og Dansk Svømmeunions direktør mødes en gang om året for at sikre, at den daglige arbejdsgruppe med bl.a. landstræneren og sportschefen arbejder »inden for de rammer, der er aftalt i styregruppen«.

Michael Andersen blev dog aldrig gjort opmærksom på, at Dansk Svømmeunion skulle have fået konkrete henvendelser fra elitesvømmere og deres forældre om overtrædelse af retningslinjerne for vejning af elitesvømmere, fastslår han efter bl.a. at have gennemgået samtlige referater fra parternes møder fra 2006 til 2014, hvor han var direktør.

»På nuværende tidspunkt er der mindst fem sager, hvor Dansk Svømmeunion skulle have informeret styregruppen om henvendelserne fra svømmerne og deres forældre,« siger Michael Andersen og påpeger, at det er sportschefens ansvar at orientere styregruppen om sager af så alvorlig karakter.

Han afviser, at han fralægger sig ansvaret for sagen:

»Jeg var den øverst ansvarlige, og det ansvar påtager jeg mig. Men det stiller også krav til forbundene om, at de skal levere de relevante oplysninger«.

Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen Christensen, forklarer i et skriftligt svar, at »Team Danmark igennem hele perioden frem til i dag er blevet orienteret om alle relevante personsager, som man fra Dansk Svømmeunions side har haft kendskab til«.

»Den information er typisk tilgået Team Danmark i vores fælles arbejdsgruppe, hvor Team Danmark er repræsenteret. I styregruppen, hvor Michael Andersen selv har siddet, har man på et mere overordnet niveau diskuteret og taget stilling til arbejdet med svømmelandsholdet. I de tilfælde, hvor der i Michael Andersens tid blev vendt sager af personlig karakter, blev dette ikke ført til referat, da der netop var tale om sager af personlig karakter«.

Dansk Svømmeunion forbød offentlige vejninger i 2005. Alligevel fortsatte det frem til 2012, mens svømmere blev udsat for nedladende kommentarer og ydmygelser ifølge 23 tidligere landsholdssvømmere, der første gang stillede sig frem i DR-dokumentaren ”Svømmestjerner – Under overfladen”.

»Jeg tror ikke på, at Dansk Svømmeunion ikke har haft nogen form for kendskab til det. Det ved jeg, de har, fordi vi har fortalt dem det,« har den tidligere landsholdssvømmer Amalie Thomsen udtalt til Jyllands-Posten.

Pia Holmen Christensen fastholder, at »flere af de sager, som DR har fortalt om i de seneste uger, er helt nye for mig«, og at hun er »meget ked« af sagerne.

Team Danmark har iværksat en uvildig undersøgelse af sagen i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF), som Dansk Svømmeunion bakker op om.