Fortsæt til indhold
Sport

Mayweather besejrede japansk karatekickboxer på 139 sekunder

Den 41-årige tidligere topbokser Floyd Mayweather sejrede hurtigt og overlegent over sin modstander i mandagens showkamp i Tokyo.

Den tidligere bokseverdensmester Floyd Mayweather spildte ikke tiden, da klokken ringede til kamp mod den 20-årige kickbokser Tenshin Nasukawa i en opvisningskamp i Tokyo nytårsaften.

Kampen var sat til at vare tre omgange af tre minutters varighed, men endte med at være overstået på kun 139 sekunder.

Den 41-årige levende bokselegende sendte sin unge modstander i gulvet tre gange i første runde, hvorefter tæskene blev for meget for det japanske ringhjørne, der kastede håndklædet i ringen – til stor ærgrelse for Nasukawa, der var i tårer over sit hurtige nederlag.

Heldigvis for Nasukawa, der er tidligere juniorverdensmester i karate, kommer nederlaget ikke til at tælle på hans officielle score, 28 sejre og nul nederlag, da der blot var tale om en opvisningskamp.

I løbet af den korte kamp tjente Floyd ”Money” Mayweather, der er kendt for at have tjent ekstremt store beløb i sin boksekarriere, en gedigen timeløn.

På det sociale medie Instagram gav han op til kampen udtryk for, at lønnen for de ni planlagte minutter lød på 9 mio. dollars.

Tidligere i år trak hans kamp mod den omstridte MMA-kæmper Conor McGregor også store overskrifter. Her lød Mayweathers mindsteløn for at deltage i kampen på intet mindre end 100 mio. dollars. Han estimeres samlet at have tjent 300 mio. dollars på boksebegivenheden mod den irske modstander.

»Det handler om at underholde, og vi havde det sjovt i ringen, udtalte Mayweather efter sejren over Nasukawa. Han slog fast, at kampen ikke var ensbetydende med et comeback.

»Jeg er stadig pensioneret. Jeg så ikke frem til at skulle bokse, men jeg gjorde det for at underholde fansene i Japan,« sagde han.

Bokselegenden Floyd Mayweather har også en imponerende score at beskytte. Han har aldrig tabt en professionel boksekamp, og indtil videre tæller hans cv 50 sejre og nul nederlag.