Fortsæt til indhold
Sport

Skade spolerede Sara Slotts comeback i Diamond League

Den danske atletikstjerne måtte humpe i mål på 400 meter hæk ved Diamond League-stævnet i Lausanne torsdag.

/ritzau/

Sara Slott Petersen var opsat på at vise sit niveau, da kvinderne torsdag løb 400 meter hæk ved Diamond League-stævnet i Lausanne i Schweiz.

Danskeren virkede også godt løbende, indtil hun pludselig stoppe brat op og måtte humpe afsted på vej mod målstregen med, hvad der lignede en akut skade.

Sara Slott Petersen blev derfor sidst i løbet og noteret for en helt ligegyldig tid på 1 minut og 30,61 sekunder.

Vinder blev amerikanske Shamier Little i tiden 53,41 sekunder.

Sara Slott Petersen var tilbage i Diamond League-regi, efter at hun måtte melde afbud til stævnerne i Shanghai, Eugene og senest Oslo, hvor 400 meter hæk hos kvinderne også var på programmet.

Ved VM i fjor i London røg Sara Slott Petersen ud i semifinalen.

Hendes danske rekord er på 53,55 sekunder, som blev sat i OL-finalen i Rio i 2016, hvor hun fik sølvmedalje.

Sara Slott Petersen vandt EM-guld på distancen i 2016.