Mød Jyllands-Postens klummepanel under VM
En superligatræner, en landsholdsanfører, en tidligere landstræner og en af Danmarks skarpeste fodboldeksperter vil kommentere for Jyllands-Posten under VM i fodbold. Her svarer de på, hvad de mest glæder sig til under VM og giver deres bud på den kommende verdensmester.
Jyllands-Posten er stolt over at kunne præsentere klummepanelet til VM i fodbold. Det består af landsholdsanfører Pernille Harder, ekspert på Eurosports kanaler Morten Bruun, tidligere landstræner Morten Olsen og AGF’s cheftræner David Nielsen. De vil skrive kommentarer for Jyllands-Posten under hele slutrunden. Her svarer de på to spørgsmål om VM.
1. Hvad glæder du dig mest til under VM?
2. Hvilket hold vinder VM og hvorfor?
David Nielsen, tidligere spiller i Superligaen, England og Tyskland, cheftræner i AGF
1. »Jeg glæder mig mest til at se, om landsholdene har samme kvalitet som Champions League. Der er aldrig set så god fodbold som i Champions League i denne sæson. Min påstand vil være, at det ikke kan lade sig gøre at nå det niveau, hvis man ikke træner sammen hver dag.
2. »Jeg tror, at det skal være nu for Messi. Argentina er stadigvæk en stor "outsider," men det er nu eller aldrig for ham. Han har aldrig vundet noget med landsholdet (kun OL i 2008 red.), og Argentina har altså et godt hold. Messi vil også denne gang tage mere del i det kollektive, for en VM-sejr er så vigtig for ham.«
Morten Bruun, tidligere spiller og cheftræner i Superligaen, ekspertkommentator på Eurosports kanaler
1. »Jeg glæder mig helt sikkert mest til mangfoldigheden. Der er nogen, som kalder VM et udvidet EM. Det er mangel på fornemmelse af, hvad en VM-slutrunde er. Den største oplevelse ved VM i 2014 i Brasilien var mine kommenteringer af Colombia og Algeriet. Dels fordi jeg ikke kendte holdene så godt, og dels på grund af den kolossale begejstring, der fulgte i slipstrømmen på disse spillere.«
2. »Jeg tror, at Brasilien vinder. Fra de øjeblik at den nye træner Tite tog over fra Carlos Dunga, ramte han noget. De vandt alle deres kvalifikationskampe på nær en, hvor de var kvalificerede. Deres materiale ser skræmmende ud. Det er også ved at være Brasiliens tur. Så vidt jeg kan se i Champions League har den flamboyante spillestil overtaget, og jeg tænker, at Neymar har nok tid til at blive klar. Han er så stor i Brasilien, at vi ikke begriber det i Europa. Det bliver et problem, hvis han ikke er i topform, men jeg er sikker på, at det handlede for ham om at blive klar til VM i det sekund, at han blev skadet mod Real Madrid.«
Pernille Harder, landsholdsanfører
1. »Jeg glæder mig mest til at følge Danmark og holdets kampe. Det er fedt, at de er med til en slutrunde igen. Det er altid sjovere at følge et VM, når ens egen nation er med, og det giver jo en kæmpe fællesskabsfølelse. Det gør bare spændingen større, og vi har jo ikke været med til et herre-VM siden 2010, så det bliver fedt at mærke det hele igen. Når Danmark ikke er med, er det altid sjovt at følge de hold, der overrasker og er undertippede«
2. Ud fra spillermaterialet burde Frankrig vinde, for det har mange spændende og gode spillere, men det kommer meget an på, om det kan få det til at fungere som et hold. Franskmændene er så stærke individualister offensivt, og det bliver interessant at se, om det formår at blive et kollektiv og arbejde sammen. Og så glæder jeg mig til at se Danmark rent spillemæssigt. Der er mange unge spillere, som er med til slutrunde for første gang, og det bliver spændende at se, hvordan de reagerer og præsterer.«
Morten Olsen, 102 landskampe som spiller, 166 landskampe som træner
1. »VM er hver fjerde år, og man spekulerer som træner altid på, om man er optimist eller pessimist. Jeg er lidt af hvert. EM var skuffende seneste gang, fordi der var flere hold med. Jeg håber, at optimismen i de seneste mange gange Champions League med god fodbold, frem og tilbage-fodbold, at det videreføres. Det er det, som gør det seværdigt. EM var mere kvantitet end kvalitet. Jeg håber bare, at VM i 1990 ikke gentages, for det var det mest forfærdelige. Jeg håber, at optimismen sejrer.«
2. »Jeg kan ikke nævne en, men det er de samme lande, som det plejer at være, da de har 23 topspillere og en vindermentalitet. Begge dele er nødvendige i en lang turnering. Fra Sydamerika er det Argentina og Brasilien. I Europa er det Frankrig, Tyskland, Belgien og Spanien. Spanien kan samle sig op til at kunne vinde noget igen. Det tyske hold er ikke helt lige så godt som i 2014, og det har nogle skader. Belgien er en mulighed. Man bliver nødt til at nævne dem, da de har gode spillere, og skal Belgien vinde noget med den generation, som slog igennem ved OL i 2008, skal det være nu. Defensivt er det sårbart, og så er det et problem, at mange anser Belgien for at være favorit. Når det sker, har Belgien problemer med at spille mod hold, der står defensivt.«