Heinz Ehlers: Vi skal være lidt kløgtigere
Den danske assisterende landstræner Heinz Ehlers håber, at det danske spil i fem mod fem kommer til at fungere bedre i den afgørende kamp tirsdag mod Letland.
Heinz Ehlers, der har ansvaret for det offensive danske spil i den danske VM-trænerstab, forventer store udfordringer i tirsdagens kamp mod Letland, som har en stærk defensiv.
»Det bliver en kæmpe hurdle, for Letland er gode, de er rigtigt godt organiseret og har en god målmand. Jeg synes, at vi har større individualister, men vi skal også få det til at fungere,« siger Heinz Ehlers.
Han har blandt andet ansvaret for det danske powerplay-spil, når modstanderne har udvisninger, og det har hidtil været Danmarks bedste våben i VM.
»Vores powerplay har fungeret rigtigt godt, lidt over forventning, men det er jo også kvalitetsspillere, vi har på de pladser, og så bliver det jo farligere,« siger Heinz Ehlers.
Spillet fem mod fem har til gengæld ikke rigtigt fungeret endnu i turneringen, Heinz Ehlers ser gerne, at de danske spillere bliver noget mere direkte i deres spil.
»Det er ikke nogen hemmelig for nogen, at vores spil fem mod fem ikke har fungeret. Spillerne ved det, og vi trænere ved det. Jeg synes, der på nogle situationer skal være lidt bedre drive mod målet. Men det er jo ikke sådan, at folk ikke forsøger, vi arbejder stenhårdt, men måske kunne vi arbejde en lille smule klogere en gang imellem,« siger Heinz Ehlers.
Vinderen af kampen spiller sig videre til kvartfinalen, uanset om sejren kommer i ordinær tid, i overtid eller efter straffeslag. Kampen spilles 20:15 tirsdag.