Fortsæt til indhold
Sport

Jannik Hansen: Jeg kommer hjem og spiller VM for Danmark

Efter San Jose Sharks natten til mandag dansk tid røg ud af NHL-slutspillet, er den ene af holdets danske spillere, Jannik Hansen, nu klar til at tage til VM for Danmark.

NHL-spilleren Jannik Hansen er parat til at tage hjem og hjælpe det danske ishockey-landshold ved VM i Danmark, efter at hans hold, San Jose Sharks, natten til mandag dansk tid tabte 0-3 til Vegas Gold Knights og dermed måtte forlade slutspillet i NHL.

»Det har hele tiden været min plan at tage hjem og spille VM, hvis jeg fik mulighed for det,« siger Jannik Hansen til Jyllands-Posten.

Det danske landshold møder i sin tredje kamp i årets VM-turnering mandag aften Canada. Derefter er der fire gruppekampe tilbage for Danmark, som spilles onsdag, fredag og lørdag i denne uge og tirsdag i næste uge.

Slutter Danmark blandt de fire bedste i den indledende gruppe, er der kvartfinale torsdag i næste uge.

Der er således rigelig tid til, at Jannik Hansen skulle kunne nå hjem og få en pæn del af VM-kampene.

»Når alt er, som det skal være, jeg ikke er skadet, og jeg kan nå hjem, så kan jeg ikke se nogen grund til, at jeg ikke skulle tage hjem og spille VM,« siger Jannik Hansen.

Når de danske NHL-spilleres muligheder for at komme hjem og spille VM i løbet af sæsonen er blevet diskuteret, er Jannik Hansen ofte blevet nævnt som et af de usikre kort, fordi han har en kontrakt, der løber ud efter denne sæson.

I sådan en situation, hvor en spiller står over for at skulle skrive ny kontrakt, vælger spillerne ofte at takke nej til VM, af frygt for at at løbe ind i en alvorlig skade, som kan komme til at spolere mulighederne for at få en ny kontrakt.

Jannik Hansen har dog valgt at tage chancen, selv om han er uden kontrakt efter sæsonen.

»Jeg er jo ikke 26 år længere og skal ikke ud og have en syv-årig kontrakt til 30 mio. dollars. Så jeg har ingen problemer med at tage hjem, selvom min kontrakt med San Jose Sharks løber ud efter sæsonen,« siger Jannik Hansen.

Mens andre danske NHL-spillere tidligere under NHL-slutspillet på forhånd har tilkendegivet deres planer i forhold til VM, hvis deres hold skulle ryge ud af slutspillet, har Jannik Hansen ikke haft lyst til at komme med nogen udmelding omkring VM, før San Jose Sharks var røget ud af slutspillet.

»Jeg var nervøs for, hvordan det kunne blive opfattet herovre, hvis man viser, at man allerede var begyndt at tænke på VM, mens holdet spillede NHL-slutspil,« siger Jannik Hansen.

Det bliver Jannik Hansens syvende VM for Danmark, han har i 59 landskampe produceret 13 mål og 13 assist. Hans seneste VM var for to år siden, hvor Jannik Hansen lavede to mål og to assist i otte kampe.

San Jose Sharks’ anden danske spiller, Mikkel Bødker, har endnu ikke meldt ud, om han spiller VM.