Efter vilde dueller: Kæmpe op- og nedtur for Kevin Magnussen
Kevin Magnussen blev nummer 13 i Aserbajdsjans grandprix.
Sikke en tur i rutsjebanen for Kevin Magnussen i løbet i Aserbajdsjan. Han var dømt ude. Helt ude. Men så begyndte uheldene at hagle ned over bilerne, der lå foran ham.
Danskeren startede som nummer 15., var nede som nummer 18, kom op som nummer 10, men endte alligevel uden for pointene på 13.-pladsen – vel og mærke af 13 gennemførende biler.
Og for at føje sport til skade for Haas endte Romain Grosjean med at lave en kæmpe fejl, da han lå på sjettepladsen og kunne have scoret sæsonens bedste resultat. Franskmanden kørte i barrieren helt upresset under en safteycar.
Starten af løbet var ét stort kaos. Räikkönen ramlede ind i Ocon, der måtte udgå, da han ramte muren bagefter. Williams’ Sergey Sirotkin ramte Fernando Alonso, der kørte i pit på to punkteringer. Safetycaren måtte på banen allerede efter første omgang
Kevin Magnussen havde ikke held til at udnytte situationen. Han forsøgte at gå uden om feltet, men blev presset af Sauber-køreren Marcus Ericsson, som han havde kontakt med. Allerede efter en omgang måtte han i pit, hvor han skiftede dæk. Sammenstødet mellem de to nordiske kørere resulterede i en 10-sekunders straf til Ericsson, da dommerne havde fået set situationen igennem.
Magnussen begyndte som nummer 15, og da safetycar-perioden var overstået, lå han nummer 16 – med både Sirotkin og Esteban Ocon ude af løbet – mens Romain Grosjean var gået op som nummer 12.
Magnussen havde på grund af skaden problemer med at holde sin 16.-plads. Han kørte de langsomste omgangstider, men sidste år viste løbet, at man med stabil kørsel kan komme med op foran, da banens betonbarrierer kræver sin ofre.
De ofre sørgede Red Bull for i dagens vildeste duel. Det var de to holdkammerater Max Verstappen og Daniel Ricciardo, der nok skal have sig en samtale over en sodavand, når røgen har lagt sig. Max Verstappen er ikke en kører, der giver sig, så da Ricciardo overhalede ham, gik Verstappen straks i angreb og overhalede tilbage. Sådan lå de to Red Bull-racere og kæmpede som en gal med hinanden. På 35. omgang gik Ricciardo endelig forbi, men det var med dækrøg og sikkert med tilbageholdt åndedræt i Red Bull-pitten. Efter dækskifte var Verstappen atter foran, og da Ricciardo igen forsøgte at overhale, kørte de to hinanden af banen på 40. omgang.
Resultatet var, at der kom safetycar på banen, og alt blev vendt op og ned. Grosjean gik op på sjettepladsen, Magnussen nummer 11. Pludselig så et helt håbløst race godt ud for Haas, men så var det, at Romain Grosjean lavede fejlen under safetycar-perioden.
Red Bull-episoden betød også, at Valtteri Bottas fik et ”gratis” dækskifte, og han lå pludselig nummer et efter at have været stensikker på at ende som nummer tre.
Da safetycaren kørte af banen, forsøgte Sebastian Vettel med et angreb, men han bremsede for sent og ødelagde sit dæk. Bottas og Hamilton var i front. Men kun en omgang, så punkterede Bottas og udgik. Vettel kunne ikke køre på de slidte dæk og gled ned i feltet, og så kunne en ellers anonym Hamilton tage sejren.
Sejren betyder, at Lewis Hamilton nu fører VM med 70 point foran Vettel, der har 66.
Herefter havde Kevin Magnussen en episode med Pierre Gasly, som dommerne vil kigge på efter løbet.
Sagen var dog den, at der ikke var mere held tilbage for Magnussen, der endte sidst.
For Sauber var løbet en stor triumf, da det lille team med Charles Leclerc endte som nummer seks.
Sergio Perez endte som nummer tre, og det betyder, at Force India går forbi Haas i kampen om konstruktørernes VM. Force India har nu 16 point, Haas 11 og Sauber 9.