»DBU skal vise kvinderne respekt«
Klubtræner i Brøndby savner opbakning fra øverste instans i dansk fodbold.
VM-, OL- eller EM-sejr til kvindelandsholdet inden 10 år. En fordobling af antallet af pige- og kvindespillere inden 2025 og en bestyrelse i Dansk Boldspil-Union (DBU), hvor en tredjedel af medlemmerne er kvinder. Og så skal superligaklubberne inden fem år have et kvindehold, hvis de vil spille i den bedste herrerække.
Blot et lille udpluk af de ambitiøse mål og forslag, som Kvindekommissionen, nedsat af DBU, er nået frem til som et middel til at få dansk kvindefodbold op på et plan, så Danmark kan sikre sig, at man kan konkurrere med andre lande.
»Kvindekommissionen blev sat i værk, for at vi kunne få nogle spændende og anderledes forslag. En ny retning. Det er fint, at de kommer med dette forslag til superligaklubberne. Men generelt er jeg ikke glad for tvang. Hvis jeg må drille lidt: Formandskabet i DBU foreslog en kvindekvote i DBU’s bestyrelse. Da fik jeg at vide, at det var en dårlig løsning, da vi ikke skal bruge tvang. Så kunne jeg drille lidt og sige, om det er en god idé at tvinge superligaklubberne til at etablere et kvindefodboldhold,« siger Jesper Møller, formand for DBU.
For to år siden nedsatte DBU Kvindekommissionen med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen for 20 medlemmer fra vidt forskellige hjørner af samfundet, som mandag kom med resultatet af deres arbejde.
»Jeg er spændt på, hvad DBU vil gøre,« sagde Helle Thorning-Schmidt, da hele listen med opgaver – primært til DBU – var lagt frem, blandt dem at kvindelandsholdet kommercielt skal løftes og øge sponsorindtægterne til 10 mio. kr. årligt, samt at den hjemlige liga skal gøres mere attraktiv.
»Der skal ske noget nu. Det er svært at lokke folk på stadion. Vi mangler opbakning fra DBU: Hvor skal vi spille og hvornår? Det er ikke fint, at man spiller en pokalkamp, to dage efter at man kommer hjem fra to uger med landsholdet. Det sker ikke i herrefodbolden. DBU skal vise respekt for pigerne,« siger Per Nielsen, træner for et af landets bedste kvindehold i Brøndby IF.