»Han ville aldrig tøve med at hoppe over bord for at hjælpe dig«
Savnet brite er debutant i Volvo Ocean Race. Nu har sponsorerne opgivet at finde ham.
Den 47-årige John Fisher er en rutineret sejlsportsmand, men er for første gang med i Volvo Ocean Race.
Det er en yderst erfaren sportsmand, som er faldet over bord fra Team Sun Hung Kai/Scallywag-båden i Volvo Ocean Race i nat dansk tid på syvende etape af den verdensomspændende kapsejlads.
Den 47-årige John Fisher har i adskillige år deltaget på de store både, og han har sejlet med skipperen David Witt i mange år. John Fisher er født i Southampton i Sydengland, men har det meste af sit voksenliv levet i Adelaide i Australien.
John Fischer har været med på båden på 1., 2., 3., 4. og 6. etape, inden han faldt over bord på syvende etape fra Auckland, New Zealand mod Brasilien. Det er første gang, han deltager i Volvo Ocean Race, hvor danskeren Jena Mai Hansen er med på båden Vestas 11th Hour Racing.
Ulykken skete syd for Sydamerika, cirka 2.250 km fra Kap Horn. Da John Fisher faldt over bord, var vinden oppe på 35 knob, vandtemperaturen lå på ni grader, men vejr- og vindforholdene i området ser ud til at blive forværret i de kommende timer. Mens de øvrige både i sejladsen fortsætter mod Brasilien og målet i Itajai, har Team Sun Hung Kai/Scallywag-båden ændret kurs og søger mod nærmeste havn.
Mandag aften/nat lokal tid opgav teamet at finde John Fisher og vendte mod land. Det skriver sponsorerne i en pressemeddelelse.
»Holdet gjorde alt, hvad de kunne for at finde John med en omfattende eftersøgning og redningsaktion i stormvejr,« skriver Lee Seng Huang og Sun Hung Kai, der er sponsorer og ejer af båden.
John Fisher er medlem af Christies sejlklub, der holder til i Adelaide, Australien. På klubbens facebookside udtrykker klubben bekymring for den savnede sejler, og sender tankerne ud til familien: Kirsten, Ryan og Amy.
Klubbens formand beskriver britens passion for sejlsport som værende »uden sammenligning.«
»Fuld af sjov, fuld af liv. Når han var med på din båd, så havde man det sjovt,« skriver formanden, Marc Read og fortsætter:
»Han ville aldrig tøve med at hoppe over bord for at hjælpe dig,« skriver han.
Ifølge formanden havde det været et langvarigt ønske for sejleren at deltage i Volvo Ocean Race, som han betragtede som værende den hellige gral inden for sejlsport.
Det er ikke første gang, at et medlem af Scallywag-teamet ryger over bord. Det skete også for en måned siden, hvor det dog lykkedes, efter en redningsaktion fra båden, at bjærge en australsk sejler.
Se nedenfor: