Rekordforsøg mens du sov: Dansker forsøger at padle til Norge
Hvis missionen lykkes denne gang, vil den 24-årige Casper Steinfath kunne gå i land søndag aften.
Mens vi andre har puttet under lune dyner, har Casper Steinfath trodset kulden for at sætte rekord. Han vil være den første i verden til at krydse Skagerrak på et surfboard.
Så i de mørke nattetimer og frem til solopgang har den danske verdensmester i stand up paddling på bølgen blå tilbagelagt 25 km af den i alt 130 km lange tur fra Hirtshals til det sydlige Norge.
Han iførte sig våddragen og satte kurs mod Norge kl. 1.20 natten til søndag. Turen ventes at tage mellem 18 og 24 timer. Hvis alt går vel, kan han derfor gå i land i Kristianssand på et tidspunkt mellem kl. 19 søndag aften og kl. 1 natten til mandag.
Den 24-årige viking har konstant en gummibåd med to livreddere om bord i kølvandet - og bag den endnu en følgebåd med 12 mand. De sørger bl.a. for at holde offentligheden opdateret om rekordforsøget.
Således kunne de morgenfriske kl. 6 søndag morgen læse på Facebook, at Steinfath havde fået en god start. Han begav sig indledningsvis ud på en lille omvej for at fange en vestgående strøm. Og da han ramte strømmen omkring kl. 4.30, kunne han øge hastigheden fra ca. 6 km/t til 10 km/t uden at skulle padle flere gange i minuttet.
Du han følge hans rute på kortet her.
Vandhunden fra Vestjylland forsøgte allerede i fjor at gennemføre missionen, men måtte give op blot 12 km fra mål.
Her truede kulingen med at blæse ham ud af kurs og fik rekordforsøget til at kuldsejle. Men det var ikke den eneste udfordring undervejs.
De to første timer var Steinfath nemlig søsyg, mens han sejlede rundt i mørket. For at vænne kroppen til natarbejdet er han derfor gået i seng kl. 18 og er stået op kl. 3 om natten en måned op til sit andet rekordforsøg.
Steinfath er opvokset i Klitmøller, der er centrum for surferparadiset Cold Hawaii. Siden 2010 har han vundet fire verdensmesterskaber - senest i 2017.