Børn overtager jobbet efter de flotte kvinder
Ejerne af Formel 1 vil have børn til at stå forrest på startgridden før løbene.
I en sport hvor alting var bedre i de gode gamle dage – prøv blot at spørge en Formel 1-fan om lyden på bilerne – har de nye amerikanske ejere, Libery Media, atter bragt sig i fokus.
Der lød et ramaskrig, da Liberty Media sagde, at de såkaldte gridgirls – kvinderne der står foran racerbilerne på startgridden før løbet – ikke passede ind i den samtid, som amerikanerne gerne vil afspejle.
Ifølge Liberty Medias kommercielle direktør, Sean Bratches, bliver kvinderne afløst af børn, der selv kører motorsport.
»Det bliver et ekstraordinært øjeblik for disse unge: Forestil dig, hvordan det må være at stå samme med deres helte og se på dem forberede sig til løbet. Det er eliten af eliten i motorsport, og de er sammen med dem i de mest afgørende minutter lige før starten af et løb. Det vil være inspiration til at fortsætte med at køre, træne og lære, sådan at de selv kan drømme om at blive en af deres helte en dag,« siger Sean Bratches i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at droppe gridgirls har fået stryg med på vejen af både kvinderne, klummeskrivere og fans. Kvinder, som nu må se deres job taget af børn, er i mange tilfælde modeller, der har tjent gode penge på jobbet.
Da Sean Bratches for en uges tid siden annoncerede, at kvinderne ville forsvinde fra gridden fra i år, var det med følgende begrundelse.
»Gennem årene har vi set på en række områder, som vi har tænkt, har behøvet en opdatering, så de mere har været rettet ind mod vores vision for denne gode sport. Mens det igennem årtier har været kutyme at ansætte gridgirls, så tænker vi, at denne praksis ikke flugter med værdierne i vores brand, og den er helt klart i modstrid med nutidens sociale normer,« sagde Sean Bratches.
Det er ikke kun i Formel 1, at beslutningen om at skrotte kvinderne, er blevet taget. I den engelske Premier League i dart har man også droppet modellerne.
Mens Formel 1-navne som Niki Lauda (bestyrelsesformand hos Mercedes) og Bernie Ecclestone (tidligere Formel 1-ejer) har brokket sig over beslutningen, har den også mødt velvilje fra flere forskellige klummeskrivere, der mener, at Formel 1 endelig er kommet ind i nutiden.