Rikke Møller gik til den i EM-bassinet: God fornemmelse
Med en samlet fjerdeplads svømmede Rikke Møller Pedersen sig videre til semifinalerne ved kortbane-EM.
To danske svømmere avancerede til semifinalerne i 100 meter bryst ved kortbane-EM i Royal Arena i København.
Både Josefine B. Pedersen og Rikke Møller Pedersen klarede sig videre fra indledende heat fredag formiddag.
Især Rikke Møller Pedersen viste god form i tiden 1 minut og 5,61 sekunder, og det nærmede sig hendes personligt bedste tid i løbet af sæsonen.
- Selvfølgelig gik jeg til den, for jeg kunne se, at det gjorde svømmerne i heatene før mig også.
- Jeg havde måske ikke lige regnet med, at jeg skulle svømme så hurtigt, siger Rikke Møller Pedersen.
I forhold til 50 meter bryst, der blev svømmet onsdag, ser Rikke Møller Pedersen klare fremskridt.
I 50 meter bryst røg Rikke Møller Pedersen allerede ud i semifinalen, hvor hun måtte nøjes med en sjetteplads i sit heat.
- 50 meter bryst var lidt kaotisk, og her følte jeg mig mere i kontrol og mere som mig.
- Fornemmelsen var god, og jeg leverede et godt løb, siger den danske svømmer.
Matilde Schrøder og Anna Wermuth deltog også i 100 meter bryst, men gik ikke videre i disciplinen.