Jyllands-Posten trækker artikel tilbage
Der er grundlæggende fejl i en artikel fra Ritzau Fokus om en viral reklamevideo. Artiklen er bragt af Jyllands-Posten, men bliver nu trukket tilbage.
Torsdag den 2. juni bragte Jyllands-Posten en artikel fra Ritzau Fokus om den virale reklamevideo fra rejsesøgemaskinen Momondo. Men efter journalistiske fejl fra Ritzau Fokus trækker Jyllands-Posten artiklen tilbage.
I videoen "The DNA Journey" bliver en række personer dna-testet for at afsløre, hvorfra i verden deres rødder stammer. Målet var således at nedbryde testpersonernes fordomme om andre etniciteter og religioner.
Men nu har det vist dig, at flere af testpersonerne er skuespillere, som er instrueret til at virke overvældede over deres rødder. Dermed er der tale om et reklamestunt, som ikke skulle være blevet til en journalistisk artikel, meddeler Ritzau Fokus.
»Som underleverandør til en række landsdækkende medier er vores fejl med denne artikel alvorlig. For det første skulle kildekrikken være bedre, da vi blev kontaktet af en kommerciel aktør som Momondo. Vi skulle have sikret os, at dna-undersøgelsen levede op til de journalistiske standarder, og når den ikke gjorde det, skulle artiklen aldrig være skrevet,« siger Sten Blindkilde, adm. direktør hos Ritzau Fokus, til Jyllands-Posten.
I artiklen interviewer Ritzau Fokus en af de medvirkende i videoen, Carlos Olis DoCarlo. Men senere har han vist sig at være skuespiller og har medvirket i en anden af Momondos reklamefilm.
»Ritzau Fokus kan ikke stå inde for casepersonens uafhængighed. Denne person, der ganske vist medvirker med eget navn, og som har fået foretaget den omtalte dna-test, har været brugt af Momondo i en reklamefilm omkring samme historie og kan således ikke siges at være fri for Momondos interesser, når vedkommende deltager i Ritzau Fokus’ artikel,« skriver Sten Blindkilde til Jyllands-Posten.
Chefredaktør på Jyllands-Posten, Pierre Collignon, beklager, at artiklen nåede igennem Jyllands-Postens kvalitetsfiltre og oplyser, at samarbejdet med Ritzau Fokus vil blive sat på pause.
»Denne artikel burde ikke være blevet publiceret hos os, og derfor ligger en del af fejlen naturligvis også hos Jyllands-Posten. Vores egne redaktionelle kvalitetsfiltre burde have fanget, at der var problemer. Det strammer vi op på. Samtidig har vi i lyset af dette tilfælde besluttet at sætte publicering af Ritzau Fokus-historier på pause, så vi kan få lejlighed til at diskutere deres generelle kvalitetsniveau til bunds,« udtaler Pierre Collignon.