Cykelferie i jernhestenes paradis
Bornholms ringe størrelse og udbyggede cykelvejsystem gør cykling til den ideelle måde at opleve klippeøen på. Bliv godt rustet til den perfekte cykelferie.
At cykle er at opleve – rigtigt. Dette lettere omskrevne motto passer godt på Bornholm. Bilen er rar. Vandreskoene ikke at foragte. Men vil man rigtig ind under huden på øen, er der ingen vej uden om ens tohjulede ven.
Hvad end man er til brede cykelveje mellem bølgende kornmarker, bakkede skovstier gennem plantager af birk og bøg eller hardcore bjergetaper op forbi Hammershus og Hammeren, har Bornholms forskellige cykelruter en masse at tilbyde. Et mere end 230 km langt netværk af skiltede cykelveje – kun eller primært for cyklister.
Rute 10: Bornholm rundt
Rønnes skovklædte forstæder. Sandflugtskovens frodige vegetation. Vestkystens stigende klippemassiver. Hammerens barske bakketoppe. Østkystens charmerende skærgårdsbyer. De hvide strandes sandede cykelstier. Og sydkystens lange landeveje.
Cykelrute 10 er for dem, som vil prøve kræfter med en ægte Tour de Bornholm. Ruten er 104,5 km lang og følger kysten hele vejen rundt om øen. Hvis man træder godt i pedalerne, kan den erfarne motionist klare turen på 4-5 timer uden stop.
Hvis man i stedet bruger 4-5 dage med god tid og indlagte overnatninger, er der mulighed for sightseeing undervejs. Så deles ruten op i 3-4 etaper på mellem 20 og 30 km.
Man kan godt ønske sig tilbage til jernbanens storhedstid på Bornholm, når man på sin vej ad Cykelrute 23 passerer hvide kirker, smalle sprækkedale, kønne moser og gamle jernalderfæstninger.
Rute 23: Fra Rønne til helligdommen
Man kan godt ønske sig tilbage til jernbanens storhedstid på Bornholm, når man på sin vej ad Cykelrute 23 passerer hvide kirker, smalle sprækkedale, kønne moser og gamle jernalderfæstninger – dengang, da hurtig transport ikke nødvendigvis var ensbetydende med kedelige landeveje. Men så ville man selvfølgelig ikke kunne cykle her. Rute 23 følger nemlig i sporet af den nedlagte jernbanestrækning fra Rønne til Sandvig.
Turen går gennem fladt agerland og op mod den lille by Nyker med den endnu mindre rundkirke Ny Kirke – Bornholms mindste. Herfra går vejen forbi Klemensker og videre, til man med tilbageholdt åndedræt fører cyklen ind gennem den smalle sprækkedal Kleven, hvor klippesiderne rejser sig lodret på hver side af én.
Vel ude igen passerer man gennem den kønne Spellinge Mose, hvor man kan stille cyklen og tage en gåtur på de afmærkede stier blandt hvide åkander, grøn rørskov og store mængder gul iris.
Turen er godt 19 km lang.
Rute 22: Fra Rønne til Årsdale
Hvis man tror, at Bornholm kun har sine kyster at byde på, bør man prøve Rute 22. Fra Rønne kører man ind i landet ad små kommuneveje gennem småskove og marker.
Herefter tager ruten sig sammen for alvor og løber et langt stykke tæt forbi Ekkodalen og videre op mod Rytterknægten, Bornholms højeste punkt. Her kører man nu mange kilometer oppe på det centrale Bornholms højderyg gennem en varieret skov af bøg, eg, gran og fyr og videre mod Paradisbakkerne.
Det er et godt sted at stoppe og vandre ned til Rokkestenen eller op til Majdal. Herfra går det nedad til det lille fiskerleje Aarsdale, hvor man passende kan stille sulten hos byens gode røgeri.
Turen er 33 km lang.
Syd for kirken breder Rutsker Højlyng sig ud i Spellinge Mose og Rø Plantage, der er domineret af træer, lyng og små sprækkedale.
Rute 26: Fra Allinge til Almindingen
Rute 26 er en forholdsvis bakket tur. Fra Allinge følger man Cykelvej 10 mod Rønne et par kilometer gennem den brogede Slotslyng, hvorefter man drejer ned ad Rute 26 mod Aakirkeby. Hurtigt kommer man til den smukke Ravnedal med dens 15-20 m høje klippesider.
Turen slår derefter et smut forbi Sankt Ols Kirke, den højeste og mest elegante af Bornholms fire rundkirker. Syd for kirken breder Rutsker Højlyng sig ud i Spellinge Mose og Rø Plantage, der er domineret af træer, lyng og små sprækkedale. Herfra fortsætter turen til Almindingen.
Turen er 24,5 km lang.