Rejseselskab har samlet de sjoveste henvendelser fra dets gæster
F.eks. ønskede en gæst af returnere den radio, han havde købt på flyet til Tyrkiet, da den udelukkende talte et sprog, han ikke forstod.
Sommeren står for døren, og det samme gør årets travleste ferieperiode.
Det betyder, at der hos kundeservice hos rejsearrangører såvel som flyselskaber er ekstra travlt, da danskere kan have flere spørgsmål, der trænger sig på, inden de rejser ud i verden.
Ifølge Spies kan flere af kundehenvendelserne dog fra tid til anden få selskabets ansatte til at trække på smilebåndet.
En af henvendelserne drejer sig om en såkaldt altanpakke bestående af en flaske gin, fire tonicvand, peanuts og et spil kort, som danskerne kan købe med på deres rejse via Spies' flyvende taxfree-butik.
»Vi blev kontaktet af en gæst, der skulle til Kreta. Han ville meget gerne bestille altanpakken til 99 kr. men var usikker: - Kan jeg købe den, når jeg ikke har bestilt et værelse med altan, spurgte han forsigtigt. Muligvis var det den samme gæst, der efter hjemkomst ønskede at returnere en lille radio, som han havde købt på flyet på vej til Grækenland. – Den dur ikke – på ferien talte den udelukkende et sprog, som jeg ikke forstod,« fortæller kommunikationschef i Spies og Thomas Cook Airlines, Torben Andersen, i en pressemeddelelse.
Spies' engelske søsterselskab, Thomas Cook, har samlet flere af de henvendelser, som selskabet har modtaget.
- Vi bestilte en udflugt til et vandland, men ingen fortalte os, at vi selv skulle medbringe badetøj og håndklæder.
- Det er dovent, at butiksejerne lukker om eftermiddagen i Puerto Vallarta – jeg havde ofte brug for at købe ting, mens der var ”siesta” – det skulle forbydes…
- Ingen fortalte os, at der ville være fisk i vandet. Børnene blev bange.
- Kataloget sagde: ”Ingen frisør på hotellet”. Vi er frisørelever, og vi tror, at personalet vidste det og lod os vente længere på service…
- Min forlovede og jeg bad om separate enkeltmandssenge, men i stedet blev vi placeret i et værelse med en dobbeltseng. Nu holder vi jer ansvarlige og vil have erstatning for, at jeg blev gravid. Det var aldrig sket, hvis vi havde fået det værelse, som vi have bestilt.
- Vi havde bestilt et dobbeltværelse men fik kun et enkelt værelse…
- De skulle ikke tillade topløs solbadning. Det var meget distraherende for min mand, der bare ville slappe af.
- Det tog os ni timer at flyve hjem fra Jamaica til England. Det tog kun amerikanerne tre timer at flyve hjem. Det virker uretfærdigt.
- Selv om jeres katalog sagde, at køkkenet var fuldt udstyret, så var der ikke nogen æggedeler i skufferne.
Kilde: Spies