På ferie med sovjet-eliten
Gagra i Abkhasien var et af Sovjetunionens mest prestigefyldte feriemål. Kurhoteller opført som paladser, subtropisk klima og overdådig natur lokkede generalsekretærer og fortjenstfulde funktionærer i hobetal til den lille republik ved Sortehavet. Langs strandene og under palmerne forbliver meget af stemningen fra kommunisternes hedengange imperium intakt.
Medtagne kakler pryder den smalle bro, som fører ud fra skrænten. Flere er knækkede og kun forsøgt nødtørftigt repareret med klatter af mørtel. Alligevel danner de stadig mønstre af stjerner under ens fodtrin. For enden af gangbroen med de hundrede sole venter en elevator på at tage feriegæster fra sanatoriet Moskva de cirka 30 meter ned til Sortehavet.…