Sid på passagersædet til Amsterdam for 300 kr.
På flugt fra sommerregnen? GoMore tilbyder i øjeblikket flere afgange til udlandet end nogensinde.
Selvom vi ifølge kalenderen trådte ind i juli-måned for knap en uge siden, er det regn, blæst og kølige temperaturer, der dominerer vejrudsigten. Og sådan fortsætter det i flere uger, lyder meldingen fra DMI.
Det kedelige vejr får mange danskere til at søge tilflugt sydpå, og selvom rejseselskaberne onsdag udmelder, at deres sidste rejser bliver »revet væk«, er der ingen grund til panik.
GoMore, der formidler kontakt mellem private bilejere til samkørsel, har nemlig flere afgange til udlandet end nogensinde tidligere, fortæller pressechef Rasmus Carlsen.
»Der er 200 afgange fra i dag [onsdag, red.] og frem til den 18. juli, så det svarer til 16 - 17 biler om dagen med plads til typisk tre passagerer per afgang,« siger han og tilføjer, at de mest populære udenlandske destinationer er Hamborg, Berlin, Amsterdam og Paris.
De meget lange turer på over ti timer er interessen noget mindre for.
»De helt lange turer, som for eksempel Barcelona, har vi ikke mange af. Generelt er det bare, jo længere væk, jo mindre bliver det bilen, som man tager. Så søger folk over mod fly,« siger han og tilføjer:
»Men nu kan jeg faktisk se, at der er en tur den 10. juli til Napoli, hele vejen ned igennem Tyskland og forbi Firenze. Så det sker ind i mellem.«
Ifølge Rasmus Carlsen er det positive ved de lange turer, at man ofte kan nå at have nogle gode samtaler og »få knyttet venskaber ude i bilerne«.
Indtil videre har GoMore hovedsageligt fokuseret på samkørsel inden for Danmarks grænser, men i takt med at interessen vokser for turer til udlandet, vil firmaet gerne gøre mere ud af den type rejser. Nogle konkrete planer er der dog ikke lagt endnu, fortæller pressechefen.
Prisen for et lift til enten Berlin, Amsterdam eller Paris ligger typisk et sted mellem 300 og 600 kr.