Mallorca og naboøerne suger danskere til sig
Svigtende interesse for Egypten og Tyrkiet får danskerne til at booke De Baleariske Øer i stor stil.
Mens badebyer i Egypten og Tyrkiet sukker efter flere turister på de halvtomme strande, jubler man omvendt på Balearerne i det vestlige Middelhav.
Omkring 39 mio. fyldte flysæder ventes hen over sommeren at lette med kurs mod de tre lufthavne på de baleariske hovedøer Mallorca, Menorca og Ibiza.
Dermed vokser sommerbefolkningen på Balearerne i år med fire mio. mennesker i højsæsonen i forhold til sidste år.
Og alene på Mallorca lander der omkring 230.000 turister fra danske lufthavne, oplyser rejsebureauet Spies, der i år kan fejre 60 års jubilæum, siden de første danske charterturister drog af sted til grisefester og sangria.
Spies' kommunikationschef Torben Andersen beskriver det som et 'dansk stormløb' på Mallorca i år. Men han understreger, at der også er plads til de mange turister. Ikke mindst omkring den helt store 'danskermagnet' Alcudia.
- Selv om Mallorca er populær i år, kommer der ikke flere gæster, end der er hotelrum. Øen har kilometervis af strande, som sagtens kan absorbere ekstra gæster, uden at der bliver trængsel. Tænk blot på Es Trenc-stranden eller de kilometerlange strande ved Alcudia, hvor der mange steder er meget langt mellem de solbadende gæster, siger han.
Hos rejsearrangøren Star Tour, der sælger næstflest rejser til Mallorca efter Spies, oplyser pressechef Nikolai Johnsen, at man også her sælger ekstra mange rejser til Mallorca og naboøerne i år.
For Mallorca er det tale om en fremgang på 10 pct., mens det for Menorca er 14 pct. og 50 pct. for Ibiza, der dog i rede tal er et betydeligt mindre rejsemål for danskere.
- Vi har omlagt rigtig meget trafik fra Tyrkiet og oplever det samme billede - et kraftigt spring til fordel for De Baleariske Øer med Mallorca som det største trækplaster. Her er man lykkedes med at brande sig selv som noget, der er trendy og på mode igen. Ikke mindst på grund af, at de har Palma, hvor man kan få storbyferie, samtidig med at man er på sol- og strandferie, siger Nikolai Johnsen.