Fortsæt til indhold
Rejser

Vær hurtig og spar penge på sommerhusferien

Skolernes sommerferie begynder en uge tidligere i år, og det betyder, at du kan spare flere tusinde kroner, når du lejer sommerhus.

/ritzau/FOKUS

Grill, strand og is lokker mange til at leje et sommerhus i det danske. Og i år kan der være gode penge at spare, hvis man har planer om at leje et sommerhus i ferien. I år begynder skolernes sommerferie nemlig ikke i uge 27, som den plejer, men faktisk allerede i uge 26.

Det betyder, at den første uge af ferien falder uden for højsæsonen - og at man derfor i uge 26 kan få det samme sommerhus til en billigere pris. Og her kan der være flere tusinde kroner at spare.

- Der er sket det i år, at alting er rykket en uge i forhold til børnenes sommerferie. I forhold til vores højsæson-kalender er det i år enormt attraktivt, hvis man har lyst til at holde ferie tidligt i børnenes skoleferie, forklarer salgs- og marketingchef Søren Laursen fra DanCenter til Ritzau Fokus.

Faktisk er der tale om flere tusinde kroners forskel, hvis man ligger ferien i uge 26 eller uge 27 i forhold til de dyreste uger, som er uge 29, 30 og 31.

Et eksempel er et sommerhus ved Bork Havn til otte personer, som i højsæsonen koster 5.800 kroner at leje i en uge. Hvis man i stedet lejer sommerhuset i uge 26, er prisen nede på 3.200 kroner. Der er altså en besparelse at hente på 2.600 kr.

- Det er betydeligt billigere, end hvis man skubber den til den sidste del af børnenes skoleferie. Der skal man konkurrere med at få fat i sommerhusene med tyskerne, for der har de ferie, forklarer Søren Laursen fra DanCenter.

Den gode besparelse betyder også, at man skal til at rykke på sommerhusferien, hvis man vil have fat i besparelsen i uge 26.

- Vi kan se at i de billigere uger, der bestilles luksushusene også hurtigt, fordi folk bruger den besparelse til at få noget bedre inden for det samme budget. Det kan for eksempel være, at de opgraderer til et sommerhus med spa eller noget tæt på stranden, fortæller Søren Laursen.