Fortsæt til indhold
Rejser

Så få danskere sparer op til ferien

Vi går gerne gennem ild og vand for at få en billig flybillet, og derefter bekymrer få sig om resten af feriebudgettet. Se her, hvordan du undgår at sprænge feriebudgettet.

/ritzau/FOKUS

Vi holder øje med, hvilke dage der er billigst at flyve til drømmedestinationen. Vi sletter søgehistorikken for at få de billigste priser. Men når først flybilletten er i hus, holder de fleste danskere op med at tage stilling til, hvor dyr ferien skal være.

En undersøgelse fra Momondo viser, at 36 pct. af danskerne aldrig lægger et budget for deres ferie, og at 35 pct. slet ikke sparer op for at komme afsted.

Ifølge Lasse Skole Hansen, der er presseansvarlig hos Momondo i Danmark, går vi mest op i flybillettens pris, men giver køb på principperne derefter.

»Danskerne er prisbevidste, når det kommer til flybilletten, men forholder sig så mere afslappet til omkostningerne ved at være på rejsen,« siger han til Ritzau Fokus.

Undersøgelsen viser, at de 18-35-årige er bedst både til at lægge et budget, og over halvdelen i denne aldersgruppe sparer op enten sammen med venner og familie eller alene.

»Man går mest op i den første pris, man skal forholde sig til - nemlig flybilletten. Når de fleste først har fundet flybilletten, så går de lidt mindre op i, hvad det koster at spise og bo på rejsen,« siger Lasse Skole Hansen.

Og det kan vise sig at være farligt for økonomien, hvis man ikke har taget stilling til, hvor mange penge man må bruge på ferien, før man tager afsted.

Sådan lyder det fra Louise Skjødsholm, der er konsulent i financielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet.

»Hvis man ikke har aftalt med sig selv, hvor mange penge man kan tåle at bruge, inden man tager af sted, er det nemmere at blive fristet og komme til at spendere over evne,« siger hun.

En del af de udgifter, en ferie byder på, kan man faktisk forudse hjemmefra. Man kan forholdsvis nemt danne sig et overblik over, hvad seværdighederne koster, om man skal leje bil, eller om der skal bruges flere penge på mad, end man plejer at bruge herhjemme.

»Det er jo fint nok at bruge flere penge på god mad og drikkelse, end man gør herhjemme, bare man har taget stilling til det, så man ikke tror, at ens budget hjemmefra stemmer overens med rejseudgifterne, hvor man ofte shopper mere og spiser ude hver dag,« siger Louise Skjødsholm.

Har man flere drømmedestinationer, kan man med fordel søge mod de steder, hvor det er billigst at leve, hvis pengene til sommerferien er små.

Særligt i Østeuropa kan man leve og spise godt for langt mindre, end det koster herhjemme, mens de europæiske storbyer som London, Paris og Rom gerne koster det samme og i nogle tilfælde mere end i Danmark.

Fakta om undersøgelse:

- Momondos undersøgelse er foretaget blandt 29.000 respondenter i alderen 18-65 år på tværs af 20 lande, og mindst 1.000 respondenter har deltaget i hvert land. Data er indsamlet gennem en e-survey via Cints panel i perioden 6. - 13. januar 2016.

Artiklens emner
Momondo