Fortsæt til indhold
Rejser

Så svimlende dyr er dansk indenrigsflyvning

Prisforskellene på indenrigs- og udenrigsflyvninger er ekstreme, viser udregning. SAS forklarer sig med højere omkostninger på korte ruter.

/ritzau/FOKUS

Flyv med SAS fra København til Aarhus og betal 50 gange så meget per fløjet kilometer som fra København til London med Ryanair.

Vælger du i stedet en lang rejse tur-retur fra København til Sydney i Australien med Thai Airways, er kilometerprisen stadig 20 gange højere på SAS-ruten mellem Danmarks to største byer.

Det viser et regnestykke, som søgemaskinen Travelmarket har foretaget for Ritzau Fokus med udgangspunkt i de billigste rejser til de tre destinationer på udrejsedagen 1. maj og hjemrejsedagen 11. maj.

»Det er tankevækkende, at det er så billigt at flyve til en europæisk storby og så dyrt at flyve indenrigs i Danmark. Selv når du rejser til den anden side af Jorden, koster det en brøkdel. Men det er alt sammen på grund af konkurrencesituationen,« forklarer direktør i Travelmarket, Ole Stouby.

Returbilletten til Aarhus med SAS, hvor den skandinaviske flygigant har monopol, koster 1251 kroner, mens billetten til og fra London med Ryanair koster 158 kroner og den lange tur frem og tilbage fra Sydney med Thai Airways koster 6010 kroner.

Med afstande på henholdsvis 957 kilometer, 154 kilometer og 16.032 kilometer i fugleflugt - og ganget med to - giver det kilometerpriser på 8 øre, 19 øre og 4,06 kroner.

En smule billigere bliver kilometerprisen på en indenrigsflyvning fra København til Aalborg og retur på de samme datoer.

Med en billetpris på 837 kroner for en tur-retur på 229 kilometer ender kilometerprisen på 1,80 kroner på ruten, hvor Norwegian og SAS konkurrerer om kunderne.

Prissætningen af flybilletter er altid baseret på den til en hver tid gældende konkurrence på det enkelte marked. Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, lyder det i et mailsvar fra SAS' kommunikationskonsulent Anna Nielsen.

Hun mener dog, at beregningen af kilometerprisen på nævnte flyrejser er for forsimplet. Det ville være mere rimeligt at se på omkostninger per kilometer for den enkelte flyvning.

»Omkostningen per kilometer på en kort indenrigsrute som Aarhus-København vil altid være højere end på en længere flyvning som for eksempel fra København til London eller Sydney. Det skyldes, at der findes en del faste omkostninger, som skal fordeles på færre kilometer,« siger hun.

Artiklens emner
SAS