På ski: Derfor skal du bruge rygskjold
Ud over risikoen for rygskader er trygheden ved at køre med rygskjold nok til at anbefale det til alle skiløbere, mener eksperter.
Selv om knæskader og brækkede håndled sender flere skiløbere hjem fra pisterne, før ferien er slut, er der god grund til at beskytte ryggen med et skjold under skitøjet.
Sådan lyder det fra den professionelle skiinstruktør Nikolaj Smedegaard, der uddanner professionelle skiinstruktører og underviser i fysiologi, fysisk træning og skiteori på skilinjerne under Oure Idrætshøjskole.
»Risikoen for at få mere voldsomme skader er større, når der sker noget med ryggen eller hovedet. Det er lettere at fikse et brækket ben eller selv et overrevet korsbånd,« siger Nikolaj Smedegaard, cand.scient. i idræt og sportsunderviser ved Skolerne i Oure.
Hos forsikringsselskabet Gouda er det kun omkring tre procent af de anmeldte skiskader, der er deciderede rygskader.
Til gengæld kan de blive invaliderende for den uheldige skiløber, der måske slet ikke ser modparten, før sammenstødet sker.
»Der er en blind vinkel, når man kommer kørende mod hinanden fra hver sin side af pisten. Og det er uheld, der virkelig gør ondt, fordi man har farten rettet mod hinanden. Der kan være en større smash-faktor, end hvis du er på vej nedad og bliver ramt af en på vej i samme retning,« siger Nikolaj Smedegaard.
Han tilføjer, at rygskjoldet også giver en ekstra tryghed, hvis man er en af de mange skiløbere, der har en iboende angst for at blive kørt ned bagfra. I så fald kan skjoldet være med til at gøre dig mere fri som skiløber.
Martin Schøber, der tilbringer 150 dage om året på ski og driver skiudstyrsbutikken Blacksnow.dk, mener også, at rygskjold bør være standardudstyr.
»Det giver en ekstra sikkerhed, især hvis man godt kan lide at køre stærkt og presse sit skiløb for at blive bedre. Samtidig er nyere rygskjold blevet så gode, at man praktisk talt ikke mærker, at man har det på. En ekstra bonus er, at det kan fungere som et ekstra lag isolering, så man ikke behøver at tage så meget tøj på,« siger han.
Ifølge Nikolaj Smedegaard er der ekstra god grund til at udstyre de mindste skiløbere med et rygskjold. Børn er nemlig i større fare for at blive kørt ned bagfra end voksne, siger han.
»Børn er mere utilregnelige i deres bevægelsesmønstre. De er mere impulsive og kører langsommere end andre. Selvfølgelig passer andre skiløbere mere på, når de ser et barn. Men utilregneligheden gør altså, at de lettere bliver ramt,« siger Nikolaj Smedegaard.