Flyselskab tager dit juletræ med gratis
Passagerer på internationale flyvninger kan uden beregning medbringe juletræer på Air Berlin til og med juleaften.
Julens flypassagerer kan sætte sig til rette i sædet uden at drage længselsfulde suk efter højtidens pyntede omdrejningspunkt.
I hvert fald hvis rejsen foregår med det tyske lavprisselskab Air Berlin. Igen i år kan selskabets passagerer nemlig tage juletræet gratis med ombord på internationale flyvninger uden ekstra beregning.
Som en del af Air Berlins kampagne ”Flying home for christmas” er alle juletræer på under to meter i højden velkomne ombord, hvis blot det bliver meldt til Air Berlins servicecenter minimum 48 timer før adgang.
Tilbuddet gælder frem til 24. december. Men det er nok mere en “hyggelig gimmick” end et tiltag, der dækker et reelt behov, mener redaktør Flemming Poulsen fra rejse-websitet InsideFlyer.dk
»Så jeg tror ikke, vi vil se tusindvis af passagerer, der slæber juletræer gennem lufthavnene. Air Berlin plejer at gøre en del ud af julen. De serverer også gløgg og julehjerter på de tyske ruter,« siger han.
Juletræet er som bekendt en tysk opfindelse. Og blandt Air Berlins kunder har det tidligere vist sig særdeles populært at medbringe det gode gamle ”Tannenbaum” på flyrejser til Spanien.
Hvis danske passagerer bliver fristet til at tage juletræet med på rejsen, vil det formentlig også være blandt dem, der rejser ned til ferielejligheden under varmere himmelstrøg, vurderer Flemming Poulsen.
»Har du en lejlighed i på Mallorca eller i Sydspanien, så flyver du sikkert også meget med Air Berlin i årets løb. Og så er det måske hyggeligt at tage juletræet med. Der er jo også restauranter i Spanien, der serverer marinerede sild for de danske kunder.«