Fortsæt til indhold
Rejser

Rejsegarderobens nye juvel? Smart jakke revet væk på nettet

Oppustelig hovedpude og indbygget sovemaske – og det er kun hætten. Her er den imødesete jakke fra Baubax, som allerede er forudbestilt i 70.000 eksemplarer.

Oliver Batchelor

Pust hovedpuden i hætten op og træk sovemasken ned foran ansigtet. Derefter kan du slumre trygt ved tanken om, at dine rejsedokumenter såvel som din telefon og tablet ligger i hver sin lomme i jakken.

Foto: Baubax

Rejsejakken fra det amerikanske opstartsfirma Baubax er formentlig øjeblikkets mest imødesete beklædningsgenstand blandt travle rejsende med hyppige ophold i transithaller og flykabiner.

Selvom Baubax-jakken først kommer på digitale tøjstativer til november, er 70.000 jakker allerede forudbestilt og har indbragt firmaet ni millioner dollars svarende til 60 millioner kr. En pæn sjat mere end de 20.000 dollars, der var målet i første omgang.

Det er den 29-årige amerikanske business-studerende Hiral Sanghavi fra Kellogg School of Management ved Northwestern University, der har fået ideen til jakken, som den amerikanske nyhedsstation CNN kalder rejsejakkens svar på den schweiziske lommekniv.

”Jeg vidste, vi havde en god idé, som måske ville indbringe os en million eller to, men aldrig ni millioner dollars,” siger Sanghavi til CNN.

Undervejs mellem sin studieby Evanston i Illinois og sit hjem i Berkeley i Californien blev Hiral Sanghavi i stigende grad træt af, at hans tøj var uden passende lommer til rejsegenstande som iPad, mobiltelefon og høretelefoner.

”Det er en lang flyvetur. Og jeg glemte at tage min pude med, så jeg måtte købe en ny i lufthavnen,” forklarer han.

Sammen med sin hustru gik han i gang med at designe en prototype, bomber-jakken, som nu er i masseproduktion, selvom den oprindelig blot blev skabt til privat brug.

Foto: Baubax

Udover den smarte hætte, der kan lynes af, har jakken også en neopren-foret drink-lomme, der holder drinken varm eller kold, så flypassageren kan læse en bog, se en film eller bruge sin computer uden at skulle klappe bordet ned.

Andre nyttige lommer omfatter solbrillelommen, som er udstyret med en mikrofiberklud til at pudse brillerne med. En anden lomme har plads til et lille sammenrullet tæppe. Og hvis hænderne har brug for varme, tjener spidsen af ærmerne som fingervanter.

Efter omtale på CNN og i magasinerne Time og The Economist har brugere i 81 lande forudbestilt jakken. På sitet Kickstarter.com er projektet det mest støttede nogensinde inden for beklædning og det fjerde mest støttede projekt i alle kategorier.

Baubax-jakken fås i flere forskellige farver og som sweatshirt, windbreaker, bomber-jakke og blazer. Prisen ligger på mellem 149 dollars, 990 kr., og 189 dollars, 1.255 kr.

Artiklens emner
Baubax