Vilde udendørs vandlande
Når sommeren steger, og du er ved at være gennemkogt, kan det være rart at blive kølet ned i sjove omgivelser. Her viser Jyllands-Posten dig fem fantastiske vandlande.
Kør om kap
I Sjællands største udendørs vandland i Sommerland Sjælland er det muligt at rutsje om kap med søskende eller sine forældre. Der er nemlig fire ens rutsjebaner lige ved siden af hinanden. Ud over dette kan de modigste prøve den 17 meter høje vandrutsjebane, hvor man næsten falder frit ned. I alt er der omkring 10 forskellige vandrutsjebaner til alle aldre.
To af de andre rutsjebaner er såkaldte ”wild rivers”, hvor man sidder i en badering, mens man kører ned.
En ny app til vandkanonerne er også på vej. Sidste år kunne gæsterne styre vandkanonerne mod de badende, mens de var i parken. Opgraderingen med et webcam gør, at man kan styre og skyde med vandkanonerne, selv om man ikke er i sommerlandet. Direktør Kåre Dyvekær, der også har opfundet den nye app, håber på, at den er oppe at køre om ca. en måned, og lover, at den virker, inden sæsonen er slut.
”Frit fald” og dobbelt loop
Med ryggen op ad en væg står du i en kabine, der ikke er meget større end en telefonboks. Der bliver talt ned, og på nul åbner gulvet sig, og du falder næsten lodret ned. Sådan starter en tur i ”Vandkanonen”, som er en af to nye vandrutsjebaner i Danmarks største vandland i Fårup Sommerland. Turen fortsætter med to loops, der er lagt en smule ned, så man kører op ad siden i røret, man kører i.
Vandhunde under 45 kilo må dog ikke prøve ”Vandkanonen”, som er den eneste udendørs rutsjebane med dobbelt loop. Heldigvis er der masser af andre rutsjebaner og bassiner: et bølgebassin, ”Surf Hill”, hvor man kører om kap, en 130 meter lang, åben vandrutsjebane samt ”Cyklonen”, hvor man sidder i en badering og bliver skyllet ud ligesom i et toilet.
Aquaparken er gradvist blevet udvidet siden åbningen i 1989. I år er nyhederne ”Vandkanonen” og ”Vandfaldet”.
Nyt udendørs område
Et spritnyt udendørsområde åbnede i Lalandia i Billund i slutningen af maj. I området er bl.a. en ”wild river”-rutsjebane, som med sine 168 meter er Europas længste af sin slags. I rutsjebanen hvirvler man rundt i en 30-40 cm dyb brusende flod. Faktisk er rutsjebanen så lang, at man kan ”stige af” undervejs.
Det nye område er primært henvendt til de badeglade voksne. Derfor er der ikke noget legeland, men en stor swimmingpool. I Billund er der også kommet en ny spa-pool, der også er udendørs. Poolen er opvarmet til ca. 35 grader, så selv om det er gråvejr, kan man få varmen udendørs.
Når vejret er godt, står liggestolene klar til afslapning, mens børnene boltrer sig indendørs i vandlandet eller i den udendørs rutsjebane. I Lalandia i Rødby er der også et udendørsvandland med pools, aktivitetspools og spa.
Lidt for enhver smag
I vandlandet i Djurs Sommerland er der lidt til alle vandglade: det vilde og det uden så meget action. Bl.a. kan du prøve de klassiske rutsjebaner, der er ca 100 meter lange og enten er åbne eller lukkede.
Til vovehalsene er der ”The Wave”. Det er en U-formet rampe, hvor man starter i en gummiring 10 meter oppe. Den er kun for større børn over 140 cm, fordi det kan være lidt skræmmende at kaste sig ud fra 10 meters højde og rutsje op og ned ad siderne på rampen.
I vandlandet er også et legefort med seks rutsjebaner, vandkanoner, man kan skyde på hinanden med, og en spand med 2.000 liter vand, der tipper hvert 3-4. minut ud på et tag. Uden for selve vandlandet er der også et børnevandland med rutsjebaner og små bassiner til de mindste.
Hyggeligt badeland
Der er masser af mulighed for at koble helt af i en liggestol og nyde solens stråler i det afslappede og hyggelige badeland i Jesperhus. Badelandet er 2.000 kvadratmeter stort og er bygget op om en stor blæksprutte, som man kan lege inden i og oven på. Fra blækspruttens hoved går flere rutsjebaner ned til bassinet, den står i.
Blæksprutten er den mest populære aktivitet, men er i skarp konkurrence med u-båden, hvor der også er mange muligheder for leg. I vandlandet er også en glidebane med tre baner, to børnevenlige rutsjebaner og springvand med bobleområder.
Hele det udendørs vandland blev malet og sat i stand sidste år. Udenfor er der fire bassiner med mindst 20 grader varmt vand til leg. Hvis vejret er skidt, er der også et indendørsbadeland i feriecenteret.