På overraskende eksotisk opdagelse i Berlin

En stor firehjulstrækker drejer ind på det gamle industriområde og parkerer foran en af de store hangarhaller. En lille vietnamesisk mand stiger ud.

»Chào Chào,« siger han til en landsmand, der sidder og sorterer krabber foran hallen, før han træder indenfor i den lange blikbygning.

»Chào Chào,« lyder det igen til manden, der sidder lige indenfor i hallens næsten 200 meter lange gang og sælger sticky rice og frisklavet tofu fra et klapbord. Der lugter stærkt krydret fra de første butikker og restauranter, som ligger på hver deres side af gangen. Korianderlugten har især nemt ved slå igennem omkring kasserne med krydderurter.

Med kurvene fulde af vandspinat, hellig basilikum, la lot og selvfølgelig nudler i alle afskygninger står folk i kø for at betale. Nogle af de ventende ser op på fjernsynsskærmen i loftet, hvor der spilles Youtube-videoer med V-pop-stjerner, andre underholder sig med at se over på manden, der i hjørnet står og fileterer en fisk med en vanvittig stor kniv.

Der grines og udveksles hurtige vietnamesiske gloser, da en tysk turist køber en eksotisk grøntsag, som han med stor sandsynlighed ikke aner, hvordan han skal tilberede.

»Danke schön,« siger den tyske mand, da han får varerne igen i en hvid plastikpose.

»Danke schön,« svarer ekspedienten på et usikkert tysk, og man bliver pludselig i tvivl om, hvem af de to der er mest på fremmed grund.

Forårsenge og hangarhaller

Vi er på marked i Dong Xuan Center. Dong Xuan betyder på vietnamesisk noget så imødekommende som ”forårseng” og har altså intet at gøre med den italienske kvindeforfører Don Juan. Men centret, der er bygget med forbillede i Hanois ældste og største marked af samme navn, kan alligevel ikke helt fornægte sin europæiske forbindelse.

Dong Xuan ligger med sine fem kæmpe markedshaller midt i et gammelt industrikvarter i Lichtenberg i den del af det gamle Østberlin, der er mere berlinerslidt end berlinersexet. Siden centret slog dørene op i 2005, er det kun blevet mere og mere velbesøgt, både af de mere end 12.000 vietnamesere, som officielt bor i Berlin, såvel som de vietnamesere, der lever uden stemplede papirer.

Centrets godt 300 lejemål spænder lige fra madmarkeder og kitschede tøjbutikker til rejsebureauer og skattekontorer. Det er her, det vietnamesiske mindretal mødes mellem rispapiret på butikshylderne og over ”love coffee” på dates i restauranterne. Og Dong Xuan er godt på vej mod ambitionen om at udvide til at blive et Asia Town med hoteller, lejligheder og endda egen pagode.

Folkesjæl på hylderne

At bevæge sig igennem Dong Xuans ofte overfyldte hylder er som at gå på opdagelse i den vietnamesiske folkesjæl. Forfædredyrkelsen, der stadig lever stærkt hos mindretallet, om de så er buddhister, katolikker eller ateistiske kommunister, afslører sig i det store udvalg af papirpenge.

De såkaldte ”spirit money”, der selvfølgelig fås i både euro, dollars og vietnamesiske dong, brændes af i troen på, at de gives til forfædrene, som stadig kan påvirkes til at påvirke de levendes liv positivt. F.eks. ofrer gommen papirpenge til brudens afdøde forfædre ved bryllupper.

Et stort udvalg af neglesaloner og frisører siger også noget om vietnamesernes fornemmelse for at tage sig ud. Påstanden om, at vietnameserne køber Rolex-urer, før de køber en rar seng at sove i, er ikke helt ved siden af. Og man kan bare begynde at tælle de utallige Mercedes-Benz'er og BMW'er, der holder ude foran hallerne, for at se den materielle dyrkelse i al sin pragt.

De fleste af de dyre biler købes i stilet sort og grå, men når det gælder tøj og indretning, er vietnameserne ikke blege for farver og kitsch. Og jo længere, man kommer ind i hallerne, jo mere erstattes lugten af krydret kokosmælk og honning-ristet and med lugten af plastic.

Plastik fra alt det farverige tøj, der ligger plastpakket i store bunker. Plastik fra alt-mulig-butikker med alt godt i pvc, f.eks toiletsæder med motiver som leoparder i højt græs til enhjørning på bjergtop. Plastik fra de utallige legetøjshelikoptere, som er drengebørnenes kompensation, indtil de får deres første BMW.

Tyrkiets tredjestørste by

Vietnamesere, der siden halvtresserne blev hentet til Østtyskland på femårskontrakter, blev først og fremmest omtalt som kommunistiske brødre. Men hvor østtyskerne ønskede at nedtone deres behov for gæstearbejdere, gik vesttyskerne anderledes effektivt og åbent til værks.

Under Vesttysklands økonomiske boom i 60'erne og 70'erne, det såkaldte ”Wirtschaftwunder”, blev der indgået omfattende aftaler med Tyrkiet om gæstearbejdere. Og antallet af tyrkere i Vesttyskland gik fra 6.800 i 1961 til 652.000 10 år senere og knap to millioner omkring murens fald.

Idéen om, at arbejderne kun skulle være der som midlertidige gæster, gik i vasken, da mange fik lov til at hente deres familier op, fordi ensomheden gjorde dem ineffektive. Nye børn blev født på tysk grund, og Tysklands største udenlandske mindretal etablerede sig.

Sådan er det gået til, at der ovre på den vestlige side af muren og Spree-floden ligger, hvad der i folkemunde kaldes Tyrkiets tredjestørste by efter Istanbul og Ankara.

Smagen af mango og lokum

»Lecker, lecker, lecker!« råber frugtsælgeren, før han tager fat på næste repeterende omkvæd: »Mango, mango! Kiste ein euro, kiste ein euro!«

Folk kæmper sig ud af menneskehavet mellem de mange boder, for at nå hen og fange de eksotiske frugter til knap en krone stykket. Andre kæmper sig ud af mængden for bare at finde lidt ro og køle af med friskpresset appelsinsaft.

Der er som oftest meget trængt på Türkisher Markt, der med sine teltboder ligger idyllisk langs Landwehrkanalen i det såkaldte Kreuzkölln. På papiret er vi i Neukölln, men de mere end 100.000 tyrkere i Berlin, der i årtier har været synonym med nabodistriktet Kreuzberg, har erobret så meget af området med roterende kebab og biler, der fejrer nygifte i parader med hornet i bund, at de endda har erobret noget af naboens navn.

På det tyrkiske marked, der finder sted hver tirsdag og fredag, kondenseres mindretallet yderligere på brostenene på Maybachufer. Og Tyskland synes pludselig meget langt væk.

Der er langt fra de berlinske bageres glaserede brötchen til de tyrkiske kæmpebrød og friskbagte börek, der med tynd yufka-dej foldes om friske oste og grønsager. Langt fra salte brezel-kringler til de supersøde tyrkiske delikatesser med det knap så appetitlige navn ”lokum”. Langt fra de evige tyske firserfrisurer til de tørklædeklædte kvinder, der går på jagt efter nyt klædestof i markedets store farverige udvalg.

Det virker næsten ekstra autentisk, at der ikke er nogen kebabbarer, som der ellers er alle andre steder i Berlin, så vel som i alle danske provinsbyer. Nogle af dagens turister har måske alligevel allerede planlagt en tur til den legendariske Mustafas Gemüsekebab på Mehringdamm, ligesom andre sikkert har planlagt at skylle markedets hektiske leben af sig med en tur i en af områdets hamams.

Bangkok i Berlin

Hvor meget eksotisk liv tyrkerne end giver Berlin, er der også kritiske røster, når det gælder den manglende integration. For mange er den tyske fodboldstjerne Metsu Özil kun et glansbillede på den velintegrerede tyrker, langt fra undersøgelserne, der viser, at mindst 60 pct. af tyrkerne foretrækker kontakt med andre tyrkere.

Et helt andet niveau af integration finder vi i en park lidt længere vestpå i bydelen Wilmersdorf syd for Kurfürstendamm. Preussenpark har fået kælenavnet Thaipark, fordi den er blevet samlingspunkt for det lille thailandske mindretal på omkring 5.000, der hver weekend i sommermånederne slår deres farverige parasoller op på plænen og skaber et lille Bangkok i Berlin.

Fra tæpperne snakkes og sladres der lystigt om ugens begivenheder på thailandsk, mens der spises alt fra grisemaver til satayspyd dyppet i peanutsovs. Maden købes fra en af de mange unge, såvel som gamle koner, der har opført et interimistisk køkken midt på græsset, hvor eksempelvis hele fisk tilberedes og steges, så snart man beder om det.

Turister er også velkomne, og der kan sagtens bestilles på tysk. Mange af thailænderne er nemlig kvinder, der er kommet til Tyskland, ikke som gæstearbejdere, men som koner til tyske mænd, der i et moderne Vesten har opgivet at finde en tysk kvinde, der gider at være hjemmegående ved kødgryderne.

Egentlig er det af både skattemæssige og hygiejniske grunde ulovligt at sælge mad i parken, men myndigheder har nu igennem 20 år set gennem fingre med thailændernes minikøkkener, bl.a. fordi parken altid bliver efterladt meget pæn. Et thailandsk rengøringshold er ansat til at fjerne al skrald fra plænen mod betaling i dagens overskydende sommerruller og papayasalater.

En typisk frisklavet ret koster for en almindelig turist fem euro (ca. 37 kr.), en smule dyrere, end hvad thailænderne indbyrdes betaler. Man bliver nu engang ikke selv asiat i Berlin ved at hænge ud under de parallelle himmelstrøg, men man får dog med alle sanserne bekræftet, at det brogede Berlin stadig er fuld af sprækker, hvorfra eksotiske oplevelser pludselig kan titte frem.

3 gode råd til rejsen

3 andre himmelstrøg i Berlin