Vi tager træningsrutinerne med på ferie
I løbet af de seneste år har det vist sig, at danskerne vil have deres foretrukne træningsform med på ferie. Det er ikke længere kun attraktivt at være aktiv derhjemme, og så dase, når der endelig er ferie. Nu vælger vi destination efter, hvordan vi bedst muligt kan dyrke vores yndlingssport.
Blege ben i cykelshorts pisker ud ad landevejene, og fitnesscentrene popper op som paddehatte. Den aktive livsstil har for alvor vundet indpas i danskernes hverdag, men nu er den også begyndt at smitte af på vores ferieplanlægning. Rejseselskaberne oplever i stigende grad, at gæsterne efterspørger de aktive tilbud og sågar decideret vælger udbyder og destination efter, hvor der tilbydes deres favoritaktiviteter. Vi vil dyrke vores vanlige fritidsbeskæftigelser, men i nye, eksotiske omgivelser.
Lone Bodil Jensen fra Aalborg tog i februar til Marokko for at dyrke yoga. Derhjemme går hun til yoga flere gange om ugen, men hun drømte om at opleve det under åben himmel.
»Der er stor forskel på at dyrke yoga i et svedlugtende fitnesscenter og så det at stå i lotusstilling under åben himmel til lyden af bølgebrus,« fortæller hun og fortsætter: »Jeg vil gerne dyrke yoga i hele verden. Der er noget enormt bekræftende i at møde ligesindede på tværs af nationaliteter, der alle er der med samme mål. Vi kender øvelserne hjemmefra, men her er vi fælles om vores passion, og er rejst langt væk netop for at dyrke denne,« siger Lone Bodil Jensen, der til daglig er projektleder på Nordlet.
Og Lone Bodil Jensen er ikke alene om lysten til at være aktiv på ferie. Antallet af danskere, der vælger at tage dyrke deres foretrukne sport på ferien stiger år efter år. Det handler om at være i stand til at videreføre de gode vaner hjemmefra til feriedestinationen. Man kan føle sig godt tilpas både indvendig og udvendig, og måske tage den ekstra vaffelis senere på dagen. Specielt løb, cykling og fitness er i vækst herhjemme, hvilket også betyder, at det er de aktiviteter, som rejseselskaberne i stigende grad har fokus på.
Ferie med god samvittighed
Hos rejsebureauet Star Tour oplever de, at efterspørgslen for aktiviteter på ferien er steget så kraftigt, at de har svært ved at følge med. På et enkelt år har selskabet haft 30.000 deltagere på deres fitnesshold og melder gang på gang om fuldt bookede hold. Man har også tilrettelagt flere løberuter på varierende distancer for at imødekomme gæsternes ønsker på et udvalg af Star Tours hoteller. Lige nu er der en lang række initiativer i støbeskeen, så de rejsende kan få tilfredsstillet alle behov.
»Når man er på ferie, har man tiden til at lave de aktiviteter, som måske negligeres i hverdagen. Det viser overskud og giver god samvittighed at dyrke sport på ferien. Man kan slappe af med en bedre mavefornemmelse bagefter. Vi oplever, at flere og flere vælger et hotel og rejsemål ud fra sportsaktiviteter og ikke den geografiske beliggenhed,« fortæller Nicolai Johnsen, pressechef for Star Tour.
Tidligere handlede det at tage på ferie, om maksimal afslapning og fuldkommen dvaletilstand. De aktiviteter, der blev udbudt, foregik med tvivlsomme instruktører og svingende deltagerantal, men efter træningen er blevet en fast bestanddel i mange danskeres hverdag, har det også haft en afsmittende effekt på vores ferier. Kravene til, hvad hotellerne skal stille til rådighed, er blevet større. Derfor investerer Star Tour lige nu flere millioner af kroner i udstyr og korrekt uddannelse af personale, så de er bedst muligt rustet til danskernes fremtidige ønsker.
Fitness og yoga er nogle af de aktiviteter, der er i størst vækst. Her er det i overvejende grad børnefamilierne og barnløse par i 30'erne, der går til den på ferien. Familierne dyrker fitness, hvor forældrene kan være i træningslokalet, mens børnene bliver underholdt i børneklub. Der er også en stigende tendens til, at børnene bliver tilmeldt forskellige aktiviteter. Det er især dans og svømning, der er populært blandt de yngste. Tal fra Star Tour viser, at 1.500 børn lærte at svømme på en enkelt sommersæson.
Golfrejsen har fået baghjul
Tidligere var golfture for alvor det, der trak seniorerne op af solstolene på ferien. Nu er golfkøllen skiftet ud med pedaler og den ternede pullover med tætsiddende polyester. Cykelferien har for alvor gjort sit indtog. Hos PP CyclingTours oplever man år efter år, hvordan interessen stiger, og de melder allerede nu udsolgt på flere af deres ture i 2016.
»Der er mange flere amatører, der har fået mod på cykelrejser. De tør at tilmelde sig. Vi arbejder efter, at der skal være plads til alle, og det behøver ikke være supermotionister. Der skal være plads til alle vægtklasser og motionsniveau, for vi ser stor interesse fra begge grupper,« siger Peder Pedersen, der er ejer af PP CyclingTours.
Det er især +50, der har taget cykelferien til sig. Og det skal ikke forstås som cykelferie med telt i rygsækken og kaffe i termokanden. Det hedder racercykler og store ambitioner, og fra Peder Pedersen lyder opfordringen, at bare fordi man har rundet de 50 år, kan man stadig godt cykle i bjergene. På to hjul ser man rejsedestinationen på en anderledes måde. Det handler meget om tempo og motion, men også om naturoplevelser, socialt samvær og personlig overvindelse.