Storbyferie med skiløb i baghaven

Det kræver blot et blik ud ad hotelvinduet for at forstå Innbrucks særlige appel. Til højre ligger statelige bygninger, der ville pynte i enhver storby med respekt for sig selv, i forgrunden, mens tindrende hvide bjerge tårner sig op for enden af gaden.

Mod venstre får man straks øje på flere fornemme historiske huse, mens endnu flere bjergtoppe fylder horisonten i den anden ende af gaden.

Østrigske Innsbruck ligger kilet ned i hjertet af Tyrol. Byen blev grundlagt for 800 år siden – længe før man drømte om, hvor populært det ville blive at nyde bjergene til noget så overskudsagtigt som at stå på ski og slikke højfjeldssol i terrænet mellem tinderne.

I dag er vintersport en integreret del af hverdagen i den gamle kejserstad, hvis smukke torve og velholdte – til tider overpyntede – facader hvisker om både barokken og den sengotiske periode.

Der er det ikke usædvanligt, når folk kører på cykel i zigzag over det fornemme torv med et snowboard under den ene arm. Især fordi den skrå togbane ved navn Nordkettenbahn, der afgår fra en futuristisk StarWars-agtig togstation – udtænkt af den irakisk fødte London-arkitekt Zaha Hadid – på ingen tid sender Innsbruckerne op på bybjerget.

Først hopper man på toget her i midtbyen, og et godt stykke op ad bjerget fortsætter man så med kabinelift til toppen med et glimrende skiterræn med flere røde pister, et par restauranter samt en gevaldig iglo, der ved aftenstide er den pureste party-zone med cocktails og sidste nyt fra fashion-fronten.

Her mødes festflokken, der kommer op nede fra byen, med skiløberne, som har tilbragt dagen på pisterne. Men hold nu øje med tiden, for det er en træls travetur ned ad bjerget i buldermørke og skistøvler, hvis man misser sidste lift nedover.

Hver dag sit skiterræn

På den anden side af floden Inn ligger otte andre skiterræner i en halvcirkel omkring Innsbruck, altsammen blot et par energiske sneboldkast væk. Syv kilometer fra midtbyen og man er fremme ved det første område med skibussen, der flere gange dagligt cruiser byens gader. Innsbrucks placering midt i alperne betyder, at der løbende udsendes lavinevarsler og sidste nyt om sneføre og åbne pister med samme selvfølgelighed, som danske sites opdaterer om pollenvarsler og bibliotekets nye åbningstider.

Derfor er det sjovt – og også en kende surrealistisk – at bo på hotel i Innsbruck, hvor mennesker i mellemgrå business suits står side om side med folk iført skitøj ved morgensmadsbuffeten i denne små-kosmopolitiske tyrolerby. Her trives de hippeste trends ganske vist fint, men de har aldrig haft held – og mange tak for det – til at fortrænge det medfødte alpepræg

Flettet sammen med statelige bygninger, der vidner om storhed og kejserlig livsstil, ender det hele i en særpræget, men stilfuld hygge-hybrid. Aldeles perfekt til en skitur, hvor der skal være plads til både shoppetur og kulturliv ved siden af pukkelpister og dybsne på én og samme ferie. Og nybegyndere på et par ski, for den sags skyld.

Det handler nemlig blot om at vælge det rigtige område til at tage ud i med snowboard eller ski. Et emne, der tilsyneladende er uudtømmeligt, hvis man taler med de lokale, der virker utrættelige, når det handler om at drøfte deres personlige favorit-terræn, som man bør besøge under en ferie i Innsbruck.

Området Mutteralm er i hvert fald indiskutabelt familievenligt med såvel fremkommelige pister som fornuftige priser på liftkort, specielt for børn. Ligesom alle synes enige om, at Stubaier Gletcheren med pister fra omkring 3.200 meter er uovertruffen på skønheds-, bredde- og udfordringsfronten. Og er endda med til at gøre skisæsonen ekstra lang.

Brug bare bussen

Det sporty outfit omkring hotelmorgenmaden er således ikke udtryk for en ny variant af city-mode, men skyldes såre enkelt, at en del gæster er på vej ud på ski. Så snart de har sat kaffekoppen fra sig, henter de udstyret i hotellets skistald, vakler ud af døren med den sjove, todelte gangart man får, når man spadserer i et par slalomstøvler, og hopper på skibussen til dagens område.

Og når skidagen rinder ud, mens tusmørket slører omridset af forrevne bjergtoppe derude, traver folk med røde kinder og skihjelms-fladklasket hår hen over Marktplatz og holder afterski på Café Marktbar i bymidten, hvor også city-folket med mapper, mobiler og travle øjne søger hen for at suge den sidste eftermiddagssol til sig, mens de puster ud efter en lang arbejdsdag på kontoret.

Lige fra hotellet

På Hotel Central er det hele ekstra praktisk, for der er stoppested lige udenfor. Det tager således bare 20 minutter med bemeldte skibus fra hotel til pist på f.eks. Axamer Lizum-terrænet, der kan opvise 10 lifter og 16 pister. Flest røde, men også et par gode sorte og blå. Herunder den pist, der lagde sne til en damekonkurrence ved vinter-OL, af hvilken grund man stolt kalder togbanen derop for ”Olympiabahn”.

Hvis man ikke lige træner til at slå rekord på den over tre kilometer lange pist, er der dømt fotostop i én uendelighed. For selv om billederne kun kan gengive en svag afart af stilheden og alpe-skønheden, er de dog en reminder om det, man selv har med sig hjem i sjælen.

Axamer Lizum er charmerende med klassisk skistemning – og en god, gammeldags tobakskiosk nede i dalen med vovede magasiner gemt på de øverste hylder, aviser, solcreme og orange engangslightere med bamser på.

Desuden er her et par mindre skiudlejninger og et frodigt udbud af vilde panoramaudsigtspunkter oppe i terrænet. Især på Hoadl-tinden i 2.343 meters højde, hvor liften ustoppeligt hælder forventningsfulde skigæster af. For selv om et utal af velpræparerede pistekilometer ligger og frister derude, stimler folk sammen i betagelse, så snart de kommer ud af liften. Som pingviner i flokke bliver de stående, hvor de står, mens de famler efter kamera og telefoner i et forsøg på at forevige blot en bid af denne 360 graders naturinjektion.

Man kunne garanteret sælge heftige vidvinkelobjektiver til overpris her på toppen af Axamer Lizum-området, hvor udsigten præges af bjergkæden Kalkkögel, der strækker sig dramatisk rundt i horisonten. De groft sten-stribede tinder rækker op mod en glad, blå himmel, og verdens trængsler forekommer fjerne og ligegyldige, sådan en formiddag i Innsbruck-bjergenes gavmildhed.