Turisters ønskemønter farver Yellowstones varme kilder
Forskere har fundet årsagerne til de kraftige farver i de varme kilder i USA's største nationalpark. For 75 år siden var de lyseblå.
Årtiers ophobning af ønskemønter og affald i Yellowstone National Parks varme kilder har medvirket kraftigt til skabe de regnbuefarvede spektre i kildernes vandspejle.
Det har forskere fra Montana State University fastslået ved hjælp af en simpel computermodel og en stor mængde rådata fra kameraoptagelser af kilderne på solrige dage. Det skriver Utah Peoples Post.
Før 1940 var der stort set ingen turister i den enorme nationalpark, der krydser statsgrænserne mellem Wyoming, Montana og Idaho. Og dengang havde den stadig mest besøgte kilde ved navn Morning Glory Pool stadig sin originale dybblå farve.
Ifølge forskerne begyndte farven at ændre sig i takt med, at turisterne påvirkede det naturlige miljø. Aflejringer af mønter, affald og sten har delvis blokeret den åbning, hvorfra det varme vand strømmer fra verdens største vulkan, som ligger under parken.
Blokering skaber suppe af mikrober
Blokeringen har fået vandtemperaturen til at falde, hvilket igen har skabt grobund for mikrober, som er årsagen til de grønne og orange farver, som præger kildens udspring i dag.
”Der er forskere på mit universitet, som er førende inden for den biologiske del af, hvad der sker i kilderne. De interesserer sig for metoder til at overvåge forandringer i biologien. Og når den ændrer sig, ændrer farverne sig også,” siger forskningsleder Joseph Shaw, professor ved Montana State University.
Besøgstallene i Yellowstone National Park steg kraftigt sidste i 1940’erne, hvor knap en million turister årligt rejste til parken. Derfra steg besøgstallene støt og passerede tre millioner om året i 1992.
Gejsere, kløfter og vilde dyr
Den mest populære attraktion i Yellowstone National Park er ifølge parkens hjemmeside gejseren Old Faithful, som sprutter op af undergrunden i Upper Geyser Basin.
Også kløften Grand Canyon of Yellowstone, der er 39 kilometer lang og 370 meter på sit dybeste sted, er populær blandt turisterne.
Hayden Valley, der ligger centralt placeret i parken, er det sted i parken, hvor flest turister flokkes for at nyde dyrelivet, der tæller bisoner, grizzly-bjørne, gæs og pelikaner.
Ankommer man, som de fleste turister, i bil til Yellowstone National Park, koster det 25 dollars (157 kroner) for at medbringe bilen og 12 dollars (75 kroner) for hver person i bilen.
I parken findes et væld af hytter, gæstehuse og campingpladser.