Fitz Roy Madsen byder velkommen

Den første danske pioners hus er genåbnet i Patagonien. Fjerde generation fortæller, hvordan han genvandt et hjørne af familiens besiddelse og nu byder besøgende på te.

Artiklens øverste billede
Fra Andreas Madsens hus er der udsyn mod den moderne by El Chaltén. Foto: Hans Erik Rasmussen

»Velkommen,« siger Fitz Roy Madsen stolt og glad på spansk og åbner lågen ind til sin ejendom, der ligger en halv times let vandring fra El Chaltén.

Stolt, fordi han har genskabt sin oldefars, pionéren Andreas Madsen, hus, som det så ud, da det blev bygget først i 1900-tallet, og glad, fordi det efter otte års kamp mod uigennemskuelige regler og korruption er lykkedes ham at genvinde tre hektar af Estancia Fitz Roys oprindelige areal på 18.000 hektar.

»Hver eftermiddag guider jeg en vandretur fra El Chaltén og hertil, hvor jeg fortæller om min oldefars eventyrlige pionérliv her i Patagonien,« siger Fitz Roy Madsen.

Nordjyden Andreas Madsen bosatte sig i 1903 som den første ved det sted, hvor byen El Chaltén nu ligger. Fem år tidligere havde den eventyrlystne og handlekraftige fjortenårige fyr påmønstret et skib i Aalborg for at slippe for at tjene bønder.

Månederne i ensomhed tilbragte Andreas med pumajagt og udbygning af huset.

Som en kontrast til den voldsomme natur ligger Andreas’ brunrøde hus idyllisk i læ af store træer for enden af en velplejet plæne. Fra parken er der udsyn til bjerget, som Fitz Roy er opkaldt efter.

»Jeg har selv ryddet parken, der var ved at gro til, og jeg har fjernet bjerge af skidt, flasker og affald efter den beboer, som okkuperede huset i de år, hvor ingen i vores familie boede her i El Chaltén,« fortsætter Fitz Roy.

En dansk stue i Argentina

Andreas Madsens sømandskundskaber gjorde, at han fik job i den fælles chilensk-argentinske kommission, der sejlede til det sydlige Patagonien og opmålte grænsen til Chile. Da han sluttede sin tjeneste i kommissionen, blev han boende og etablerede de kommende år sin egen estancia, hvor han i starten boede sammen med en tysk kammerat fra grænsekommissionen.

Den danske pionér Andreas Madsen var den første, der bosatte sig for foden af Fitz Roy. Foto: Hans Erik Rasmussen

»Jeg tager til købmanden«, sagde tyskeren en dag. »Og er tilbage om to måneder«.

De to blev imidlertid til ni, da han ud over den lange vandring frem og tilbage over Patagonien blev nogle måneder i byen på Atlanterhavskysten. Månederne i ensomhed tilbragte Andreas med pumajagt og udbygning af huset. I 1912 rejste han til Danmark og hentede sin barndomskæreste, Fanny, der havde håbet på hans tilbagekomst i 16 år.

»Andreas og Fanny fik fire børn, men oplevede den ulykke, at de to døde under tragiske omstændigheder. I 1950 døde Fanny også, men alligevel bevarede min oldefar sit positive livssyn,« siger Fitz Roy ærbødigt og bøjer sig ned ved familiegravstedet, der befinder sig bag en hæk ovenfor huset.

Sin kones død fik Andreas til at forlade ejendommen og flytte til byen Bariloche 1.300 kilometer mod nord i Andesbjergene. Han solgte 9.000 hektar og andre 9.000 indgik i nationalparken. Tilbage var 36 hektar, som to hans to døtre forsøgte at genvinde under det bundkorrupte militærregime sidst i 1970’erne.

»Forgæves! En ejendomsadministrator havde givet skøder på jorden til sin egen søster,« fortæller Fitz Roy og ryster på hovedet.

»Kun de tre hektar, som huset og haven ligger på, lykkedes det dem at vinde retten til.«

Søstrene indgik en aftale med et turistbureau om, at de kunne vise huset til turister. Det eneste, bureauet imidlertid gjorde, var at installere en fordrukken opsynsmand i huset.

I 2006 flyttede Fitz Roy Madsen til El Chaltén for at genvinde familiens gamle ejendom, og først i 2012 lykkedes det ham at få opsynsmanden til at flytte.

»Han boede i huset med 34 hunde, der havde hærget slemt.«

I marts 2014 nåede Fitz Roy endelig første mål. Huset er fuldstændig genskabt, som det så ud, da hans oldeforældre boede her. Gulvene og sofabordet af træ er nyslebne. Andreas’ hjemmelavede lænestol står i hjørnet, og billeder fra familiens liv pynter væggene. Og som noget typisk dansk, men ukendt i Argentina, beder han gæsterne tage skoene af, når de er kommet ind i entreen.

Mens han hælder te i krusene, siger Fitz Roy. »I medgang og modgang levede min oldefar efter ordene ”Tænk stort, føl dybt, tal klart”.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.