Danmark rundt i vandrestøvler
Find de gode travesko frem og tag med ud i naturen, når Dansk Vandrelaug inviterer på over 170 gratis vandreture i hele landet fra april til september.
Den svage lyd af acceleration fra motorvejen blander sig med fuglefløjt ved det lille torv. Vi står med ryggen til togstationen ved Trekroner, da toget bremser, og den metalliske lyd minder om negle mod en tavle. Det er råt og overskyet, men det har ikke afskrækket deltagerne fra at tage med på vandreturen, og som klokken nærmer sig hel, kommer flere til.
Dagens gruppe er på 18 personer. Et lille fremmøde i forhold til de foregående ture, som har ført op til 50 mennesker ud på de danske vandrestier.
Dansk Vandrelaug har med støtte fra Nordea Fonden og Tips- og Lottomidlerne brugt godt og vel et år på at arrangere projekt ”Fod på Danmark”. Projektet skal få medlemmer af lauget og andre aktive danskere op af sofaen og ud på de mere end 5.000 kilometer afmærkede vandreruter, vi har i Danmark. Turene er startet i øst, nærmere bestemt i Svaneke på Bornholm, og bevæger sig nu vestpå fra Sjælland, til Fyn og Jylland, med afslutning i Aalborg.
Arkitekturvandring
I dag begynder turen i udkanten af Roskilde. En lille betonbro forbinder os med Roskilde Universitet, som er en blanding af 70'er-byggeri i grålige farver og nye, moderne designerbygninger. Snakken blandes med en mekanisk larm – denne gang fra de store maskiner, som renoverer området.
»Roskilde Universitet åbnede i 1972, hvor man bad Arne Jacobsens tegnestue udforme et forslag til universitetsbygninger. Forslaget var dog så dyrt, at man valgte at henvende sig til et andet og billigere entreprenørfirma, som byggede det universitet, som står i dag. Nu er de i gang med at renovere det hele, her 42 år efter,« fortæller vores vandreguide, Christian Lauritzen.
Mens vi går rundt mellem de store arkitektdesignede bygninger, fanger vi ud ad øjenkrogen et uventet syn. En kamel. Gengivet i nøjagtig størrelse og udformet i bronze, har kunstner Lars Bent Petersen skabt kamelen som et skævt input til universitetet. Vi fortsætter turen ad små, grønne stier mellem de grå bygninger og står pludselig med udsigt til store vidder. Kontrasten mellem beton og natur forstærkes, når man står her, hvor universitetet ender og marker begynder. Dagens vandretur har fokus på arkitektur, ligesom flere af projektets andre vandreture, som foruden natur lægger vægt på områdernes historie og attraktioner.
Det går jo nok
Gruset knaser under fødderne. På markerne omkring grusstien har muldvarpe lavet mørke, bulede skud, og gule blomster skyder op fra jorden og strækker de spæde blade mod himlen. Det Morten Korch-lignende landskab med marker, læhegn, vandhuller og grønne bakker kræver naturligvis sine husdyr, og der går ikke længe, før vi ser et lille, hvidt gedekid. Springende mellem de fuldvoksne geder forsøger den at undgå vandpytterne fra formiddagens regnskyl, og dens spæde brægen kalder på vores opmærksomhed. På den nærliggende mark står to langhårede køer og tygger drøv, og den landlige lugt driver os videre på vandreturen, som i alt vil give os 15 kilometer i benene. Deltagerne har vandrestøvler og rygsæk på. Nogen har valgt det mørkeblå Helly Hansen-regnsæt til turen, mens andre er iklædt mere farverige lag. Det gælder om ikke at fryse. Tempoet er overraskende højt, og vi begynder langsomt at kunne mærke de første syv kilometer i benene. Men vi går videre uden at kny, for vi er kun halvvejs, og turen er lang.
»Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaar det nok,« skrev Søren Kierkegaard i et brev til sin syge svigerinde. Han anbefalede hende at gå lange ture for at blive rask, og det er også hovedbudskabet med ”Fod på Danmark”: at gå og vandre er sundt for både hjerte og hjerne, det nedsætter risikoen for type-2 diabetes. Desuden har forskere fra Havard University fundet ud af, at kvinders risiko for brystkræft falder med 15 pct., hvis de går mindst en time om dagen. Og kvindelige deltagere mangler ikke på vandreturene. Vi er 15 kvinder og 3 mænd på dagens tur.
»Mange kvinder, som bliver enlige, bryder sig ikke om at gå alene, så de melder sig til vandreturene og med tiden eliminerer det utrygheden. Ellers er medlemmerne i Dansk Vandrelaug primært dem, hvis børn er fløjet fra reden, for de har mere tid til at tage med på ture,« fortæller Christian Lauritzen.
Til fods tilbage i tiden
Forårets farver møder os alle vegne, mens vi skiftevis går fra åbne marker og plæner til små skovområder. Gruppen holder pause ved et bålsted i Himmelev Skov, for det er vigtigt at få tanket op på de lange traveture. Kaffen er på termokander, og ostemadderne indtager en solid førsteplads på madpakkelisten. Imens går snakken lystigt. Deltagerne er enige om, at vandreturene giver mulighed for at koble af og lade sig lede væk til nye og spændende steder. Og så er det god motion.
Benene sætter i gang igen oven på kaffen, og vi snor os mellem nyere beboelsesområder og et økologisk bofællesskab, hvor skuespilleren Jytte Abildstrøm bor. Med sine røde brædder og hvide vinduer minder bofællesskabet mest om en lille landsby i det svenske højland. Vi vandrer videre forbi en række symmetriske boligblokke, og latteren fra legende børn giver genlyd mellem murene. Efterhånden som vi bevæger os tættere på vikinge- og middelalderbyen Roskilde, ændres husenes facader. Vi startede ved det igangværende nybyggeri ved Trekroner, nu nærmer vi 1100-tallets robuste murstensbyggeri i centrum af byen.
»På turene får man øjnene op for steder, som man måske ikke har været, og får større lyst til at opleve nye steder og byer,« siger Christian Lauritzen, mens gruppen nærmer sig Sankt Ibs kirke.
Sankt Ib er de vandrendes helgen, og hans kirke synes derfor at være et passende stop på vores vandring. De svage røde og gule aftegninger fra kalkmalerierne på endevæggen fanger hurtigt øjet i det ellers tomme kirkerum. Udenfor dufter der af nyslået græs, og fuglene kvidrer, mens lette regndråber følger os videre ad en flisbelagt sti, der går opad, og vi begynder efterhånden for alvor at kunne mærke, at vi har tilbagelagt en hel del kilometer.
For enden af stien troner Roskilde Domkirke med sine majestætiske spir, og det summende byliv afbrydes af kirkeklokkernes ringen.
Vores tur har bragt os gennem dansk natur i forårsflor, historiske fortællinger og bygningsværker af nærmest alle slags – lige fra næsten tusind år gammelt middelalderbyggeri til endnu ufærdigt nybyggeri. Og vi er ikke de eneste. Knap 2.000 mennesker har til sammen gået mere end 20.000 kilometer på dansk jord, for at se og lære mere om det land, vi bor i. Med både gummisko og vandrestøvler har de og vi sat fod på Danmark.
Tre råd til vandreturen
- Lag på lag-påklædning. Det gør turen bedre, hvis man kan tage tøj af og på efter behov, så man hverken fryser eller sveder. Svedtransporterende undertøj, en fleecetrøje og regntøj er altid en god start. Husk også skiftetøj.
- Brug vandrestøvler. Hvad enten vandrestøvlerne er billige eller dyre, er de det bedste fodtøj, når der skal gås langt. Støvlerne støtter op omkring anklen, så man ikke så let vrikker om. Er støvlerne nye, er det en god ide at medbringe vabelplaster og have gået dem til hjemmefra.
- Husk en god madpakke og noget at drikke. Det er en god ide både at tage vand og kaffe eller te med på de lange ture. Suppler evt. madpakken med lidt sødt, f.eks. en mad med pålægschokolade eller nutella, som giver et hurtigt energiboost.