Vestjysk vandretur på Hindø

De vestjyske fjorde: Ringkøbing Fjord, Stadil Fjord og Nissum Fjord var engang havbugter, men materialevandringen langs kysten har adskilt dem fra Vesterhavet med landtanger og klitter. Fjordene er lavvandede, men har kun få øer.

Stadil Fjord var indtil sidst i 1800-tallet et stort vandområde med tre øer: Stadilø, Næsø og Hindø. De store afvandinger, der begyndte i 1860'erne, gjorde de to første landfaste, så Hindø er den eneste tilbageværende, dog nu forbundet med fastlandet med en bro.

Øen er ca. 70 ha stor og har gennem tiderne tilhørt forskellige herregårde i nærheden, bl.a. Søgård på Holmsland og Voldbjerg i Hee. Øen er stadig privatejet, men har siden 1990 været fredet.

Det betyder, at øen ikke må dyrkes, men skal ligge som eng og overdrev, og der må ikke sprøjtes og gødes. Jagt er kun tilladt på ræve og andre rovdyr. Granplantagen på øens vestlige del må ikke genplantes, men vil efterhånden forsvinde ved stormfald og skovhugst. Der må kun plantes løvtræer omkring beboelsen, og for at bevare de åbne strandenge skal øen afgræsses.

Hindø har været beboet gennem århundreder, og der har været landbrug indtil 1980. Tilbage fra landbrugsdriften står en stor svinestald. I dag består den landbrugsmæssige drift af græssende køer og får. Dem møder vi på vores vandring, men de er fredelige!

Ræven sluppet ind

Før 1960, da der blev bygget bro mellem Agerbæk og Hindø, var forbindelsen til fastlandet via to vadesteder fra Holmsland og Agerbæk i Hee. Indtil broen blev bygget, var der et rigt fugleliv med store kolonier af rugende fugle på strandengene. Men broen og granplantagen gav adgang og ly til ræve. Det betød en nedgang i bestanden af ynglefugle.

Hindø er dog stadig et vigtigt yngle- og rasteområde for mange fuglearter. I rørskoven har rørhøgen rede, og her yngler lappedykkere, blishøns, rørdrum og andefugle. I plantagen yngler fiskehejre, og på strandengene møder vi viber og rødben, og i træktiden om foråret og efteråret er der en mængde fuglearter på øen og i fjorden.

Fra Hee kører vi syd om kirken ad Agersbækvej. Efter ca. tre km er vi ved broen til Hindø. Her er der en lille parkeringsplads. Over broen er der adgang for gående og cykler. Hunde må ikke medtages.

Efter en vandring på ca. 1,5 km over broen og gennem rørskov når vi en kanal, der er resterne af et dambrug. Herfra følger vi den afmærkede sti nord om øen. Det er en strækning på godt to km.

Stien er afmærket med røde pæle og går som nævnt gennem enge med fredelige, græssende dyr. På turen har vi en storslået udsigt over fjordlandskabet. Mod nord ser vi Stadil Kirke, mod vest havbjergene og Husby Klit med sømærke og mod syd Holmsland og Ringkøbing.

På nordsiden af øen har vandet dannet en høj skrænt, mens vi på den øvrige del af turen går i lave strandenge. Rørskoven, vi vandrer igennem på udturen og hjemturen, bliver ikke høstet fuldstændigt hvert år af hensyn til ynglefuglene.

Hee kirke

Bynavnet Hee betyder den skinnede eller den blanke og henviser til Hover Å, der løber gennem sognet ud i Stadil Fjord.

50 alen syd for Hee kirke, hvor skolen ligger nu, har man i jorden fundet spor af stenmestrenes huggeplads, da kirken blev bygget omkring 1150.

Den bygning, vi nu ser, er et resultat af en restaurering i 1882-84. Men alligevel får vi et imponerende indtryk af den store herredskirke med bemærkelsesværdige stenhuggerarbejder. Tårnet er formodentlig tilføjet omkring 1200. Ved kirken lå indtil 1688 tingstedet i Hind Herred. Herredsarkivet var i to tårnrum.

På tårnets vestside ses højt oppe to troldeansigter. Et sagn fortæller, at tre kæmper eller trolde kappedes om at bygge kirker i Gammelsogn, Rindum og Hee. Hee-trolden og hans kone var bagud i tempo; derfor kastede de jord efter de to andre kirker. De ramte ikke Rindum kirke, men der er stadig en jordhøj på kirkegården, så det var tæt på. Gammelsogn kirke ramte de slet ikke.

Kirken har to sideskibe, og der har været et tredje, der blev nedrevet i 1877. Det ene sideskib er våbenhus og kapel for herremænd på herregården Voldbjerg. Det andet sideskib hedder "No kirke". Det skyldes, at kirken i No blev nedrevet før 1500. Måske på grund af pest, men de lokale overleveringer fortæller en anden historie.

Den handler om præsten, der skulle betjene begge kirker. Det var han ikke tilfreds med, for på vejen til No skulle han passere nogle »rivende floder.« Derfor søgte han andre præstekald. Herremanden, der havde kaldsret til kirken, fik ham til at blive ved at nedrive No kirke.

Fru Ellens Kamre

De to kamre i tårnet, der har været herredsarkiv, har også fået en anden beretning knyttet til sig. De kaldes ”Fru Ellens kamre”. Den Ellen Krag, der døde i 1461. Hun var gift med Peder Skram på Voldbjerg og »skal undertiden have holdt hus her, når hun ikke med sin mand kunne forenes.«

Læg mærke til de små søjler på hjørnerne af tårnet og de cirkelrunde vinduer, der er udhugget af én granitsten. Det har været en udfordring for stenmesteren. Over vestportalen ses en tympanon med to løver ved et livstræ.

Døbefonten er romansk fra kirkens opførelse i 1100-tallet. Dåbsfadet er fra ca. 1576 med et motiv, der viser Mariæ Bebudelse. Over døbefonten ser vi en fontehimmel fra 1655. Den viser Jesu dåb, de 12 apostle, den sejrende Kristus, der træder døden under fode - og himmelfarten. På skibets nordvæg hænger et korbuekrucifiks fra ca. 1450 med evangelistsymboler.

Altertavlen er fra 1635. Hovedmotivet er Nadverens indstiftelse. Læg mærke til, at en del af apostlene sidder ved bordet på løse stole. I tavlen ses endvidere Kundskabens Træ, Lovens Tavler, Korsfæstelsen og Opstandelsen.

Prædikestolen fra 1684 er med malerier fra sidst i 1700-tallet. Herskabsstolene øverst i skibet har våbenskjold for den lokale godsejer Otto Krag og hans hustru Anna Rosenkrantz.

Statsministergrav

Et af de første gravsteder, man ser på kirkegården, når man går ind ad den østre indgang, er gravstedet for J.C. Christensen og hans kone. Han var konseilespræsident eller Venstre-statsminister fra 1904 til 1908. I 1901 flyttede han fra Stadil til Hee, og her boede han indtil sin død i 1930. Hans bolig rummer nu et seværdigt museum.

Ved kirkediget mod vest står en mindesten for provst Jens Bonne Høyer, død i 1822. Han var præst i sognet i 1792, da godsejer Richter på Voldbjerg ville sælge bøndergodset til sognets fæstebønder. Kort tid efter, at han havde givet det tilbud, fortrød han og krævede sikkerhed for købesummen, i alt 66.200 rigsdaler, når kirken regnes med i købet.

Præsten red da fra Hee til Lønborg for at skaffe den forlangte sikkerhed hos en pengestærk kautionist. Det var en tur på 30-40 km. Det lykkedes, men hesten overlevede ikke det ridt. Til tak rejste sognets bønder mindestenen.