Fortsæt til indhold
Rejser

Mærk historiens vingesus i Ribe

Ribe er Danmarks ældste by og var engang også en af de mest betydningsfulde byer. I dagens Danmark har Ribe en ganske beskeden størrelse, men ikke desto mindre har den smukke nostalgiske by masser af historiske oplevelser at byde på.

MALO RUD BOHNSEN
Konstruktionen af Ribe Domkirke blev påbegyndt i 1100-tallet. Foto: Carsten Andreasen

Du bliver taget med tilbage i tiden, når du går gennem Ribes middelalderlige bymidte med de smalle brostensbelagte gader, der har navne som Skomagerslip, Smalleslip og Fiskergade.

Det var her, de prostituerede og lommetyvene plejede at holde til.

Ribes gamle bygninger og bindingsværkshuse står tilbage i dag, fordi man i sin tid ikke havde råd til at rive dem ned – heldigt for Ribe, hvor turismen er et af de vigtigste erhverv.

Bygningerne er blevet restaurerede, men ikke med et vaterpas til hjælp. Vægge og gulve er vinde og skæve i flere huse, og du får lidt fornemmelsen af at være beruset, når du træder ind på hotel Dagmar, hvor gulvet hælder kraftigt.

På torvet over for hotellet ligger den enorme Ribe Domkirke, og et lille stenkast fra kirken ligger en grund, hvor der er foretaget arkæologiske udgravninger.

Her fandt man for ganske få år siden de første kristne i Danmark, som blev lagt i jorden i vikingetiden – Ribes storhedstid.

Ribe er Danmarks ældste by og i sandhed en historisk stad, hvor tidens mange lag ligger til åben skue for byens besøgende.

Der bor ikke mere end lidt over 8.000 mennesker i Ribe og 4.000-5.000 i den gamle bykerne. Størrelsesmæssigt gør byen ikke synderligt væsen af sig, men sådan har det ikke altid været. I vikingetiden var Ribe en vigtig by, ikke kun i Danmark, men i hele Vesteuropa, og langt op i middelalderen var der flere indbyggere i den gamle bykerne, end der er i dag.

Arkæologiske undersøgelser viser, at byen opstod i det første årti af 700-årene. Fortiden ligger begravet i et tykt kulturlag under byen. I alt er der udgravet mere end 10.000 kvadratmeter, men det udgør mindre end 5 pct. af det ældste Ribe.

Og mulden under Danmarks ældste by gemmer potentielt på mange flere hemmeligheder.

De mange arkæologiske fund, der er gjort i Ribe og nærområdet, kan opleves på Museet Ribes Vikinger. Her kan du nærstudere byens historie fra begyndelsen af 700-tallet og op gennem vikingetiden og middelalderen til ca. år 1700.

Man mærker historien, når man går gennem de gamle smalle gader og såkaldte slipper i den 1300 år gamle by. Foto: Morten Langkilde

Lidt uden for byen ligger også Ribe VikingeCenter, hvor du kommer helt tæt på et vikingemiljø, som med sine levende vikinger giver et billede af, hvordan Ribes indbyggere levede og arbejdede fra byens grundlæggelse til år 980. Centeret er åbent fra maj til og med uge 42, da mange af centerets aktiviteter er udendørs.

Harald Blåtand skrev på Jellingestenen i 965, at det var ham, der gjorde danerne kristne. Men i Ribes undergrund fandt man i 2008 den første kristne kirkegård i Danmark, som er ca. 100 år ældre end Jellingestenen.

Fundet fandt sted som følge af en brand i 2000. Bygningen på Torvet 13 stod ikke til at redde. Ruinen blev revet ned, og en arkæologisk undersøgelse blev indledt 2008 og afsluttet i september 2012.

Helt nede i tre en halv meters dybde fandtes de kristne grave, som er dateret til 800-tallet. Udgravningerne påviser, at den første kristne kirke i det nuværende Danmark lå på stedet. Kun kirken i Hedeby ved Slesvig er ældre.

Domkirken

Med 1300 år på bagen er Ribe fyldt med historiske monumenter. Her er det en statue af byens tidligere biskop Hans Tausen. Foto: Carsten Andreasen

Ribe Domkirke er et storslået bygningsværk og har et udseende, der ser en smule skizofrent ud med de mange forskellige farver og stilarter, der vidner om de adskillige byggeperioder, som kirken er opført under. Kirken, der blev påbegyndt i 1100-tallet, er Danmarks ældste domkirke og regnes som den bedst bevarede.

Den har i dag tre tårne, og man kan komme op i det 52 meter høje Borgertårn.

På vej op klatrer du op ad 248 trin gennem vindeltrapper og træværk og forbi gamle kirkeklokker. De mange trin til udsigtsplatformen på toppen kan mærkes i benene, som godt kan ryste en anelse, når du atter er kommet de 248 trin ned igen. Udsigten er dog turen frem og tilbage værd, for fra Borgertårnet kan du se ud over hele Ribe by, Ribe Hovedeng og Vadehavet mod vest.