Vadehavets perler
Uanset om du allerede er pjattet med østers eller blot er nysgerrig efter at få en unik oplevelse i Vadehavet, er en østerssafari med en naturvejleder en øjenåbner over for den slibrige delikatesse.
Når de ligger der i det smattede mudder som knoldede grå sten med mærkværdige gevækster, skulle man ikke tro, at østers er en eksklusiv spise. Men det er de altså, og vadehavets slimede frugter tiltrækker hvert år flere og flere østersfanatikere.
Målgruppen er især mænd mellem 35 og 40 år, som, ifølge Klaus Melbye fra Vadehavscentret, normalt ikke er nemme at motivere til noget, men fordi det handler om mad, og tilmed eksklusiv mad, er der en stor interesse for turene.
Også svenskere valfarter til Vadehavet med bilen fulde af køletasker for at tage de eftertragtede skaldyr med over sundet. Klaus Melbye fortæller, at hele 20 pct. af dem, der deltager i østerssafari fra Vadehavscentret, er svenskere, og at de går meget op i at have udstyret i orden.
Stillehavsøsters indtog i Vadehavet
Arten, der findes i Vadehavet, er rent faktisk stillehavsøsters. Det lyder måske mærkeligt, men grunden er, at de fremmedartede østerslarver kom til med et fragtskib fra Japan i 1996. For at stabilisere skibe på havet har man ballastvand om bord, og ballastvandet fra Japan blev pumpet ud i Esbjerg havn sammen med østerslarverne, som trivedes i det kolde danske vand.
Siden har de formeret sig hurtigt. Østers er det, man kalder for en invasiv art, da den ikke hører hjemme i det danske økosystem, hvilket godt kan lave ravage, når konkurrenceforholdene i økosystemet ændres. Du skal derfor ikke være bange for at tage for mange østers med hjem fra østerssafari, tværtimod: jo flere, desto bedre.
For børn og østersfanatikere
Man kan både tage på østersture fra Vadehavscentret ved Ribe og fra Fanø. Sidstnævnte varer omkring to timer og er mere børnevenlige end østersturene fra Vadehavscenteret. Her skal du gå 3,2 km ud i vadehavet og tilbage igen, med waders. Turene er fysisk hårde og varer fire til fem timer. Explorer tog med på en af østersturene fra Fanø, hvor man ikke behøver at gå mere end 10 minutter ud i vadehavet ved lavvande – så ligger de der, de ucharmerende skaldyr, og stikker op af mudderet, lige til at plukke, som det hedder. I løbet af en time havde vi, fire mennesker, fyldt to spande op med top på, og fik dem bugseret tilbage til bredden, hvor vores guide Jesper havde tændt op i grillen og stillet an med hvidvin og juice til børnene.
En-to-tre SPIS!
Ikke nok med at østers ikke er så flotte udenpå, så ser de – alt efter temperament – heller ikke just appetitlige ud, når man får dem åbnet. En østers er et slimet bløddyr i samme kategori som blåmuslinger og snegle, og man spiser dem typisk levende og rå. Det skal du ikke tænke på, når du tygger på dem! Men når man har accepteret og vænnet sig til konsistensen, så begynder bløddyret faktisk at smage godt – som et kys af havet: salt og frisk.
Guiden Jesper lærte os at åbne vores østers og havde medbragt ingredienser, så vi kunne prøve vores østers rå med citron og peber, tabasco og rødløgsvinaigrette. Herudover gratinerede Jesper også nogle østers til os på grillen med hvidløgssmør, parmesanost og seranoskinke. Tricket er først at grille dine østers lukkede, så de koger i deres egen saft og bliver nemme at åbne. Når du har åbnet dem, hælder du væsken fra, tilsætter dine ingredienser og griller dem yderligere ca. 10 min., indtil de er gratineret færdige. Hvis du ikke har en grill, kan du bruge en ovn efter samme procedure.